"Mindet lader som ingenting, er dog et lønligt kildespring - -".

Min første barndomstid ligger stadig for mig i en rigdom og glans, der, hvor gammel jeg end er, vil være en livsværdi for mig, hvad jeg også håber, er tilfældet for de flestes vedkommende, der har haft et hjem hegnet af en mors og fars kærlighed.

"De svandt, de svandt de glade barndoms-dage, men dog erindringen har jeg tilbage. Gud lad mig aldrig tabe den." - At berede et godt hjem for sine børn er en naturlig opgave for alle forældre. En opgave, der tages op uden tanke for belønning, noget vi ikke kan lade være at forsøge på. Børnene er en del af os selv, vi må elske dem, særlig mens de er små og ikke kan gøre noget til gengæld. Når de bliver større og kan selv, ja, så kan det desværre somme tider blive lidt anderledes.

Mit hjem var, hvad det ydre angår meget fattigt, men det gør, Gud ske lov, ingen forskel. Børnene ser og mærker det heller ikke, især når omgivelserne er noget lignende kår undergivne. Og det var tilfældet i vort hjems nærhed og den lille snævre kreds, vi kom i berøring med. Var der nogle, der havde lidt mere komfort, lærte vi at se på det som noget, der for vor del var omtrent uopnåeligt. Vi blev opdraget til at skelne mellem fattige og rige som noget selvfølgeligt, og det skulle også helst kunne ses, var også mere at se i klædedragt og vist også i den mad, der kom på bordet.

Der er ændret meget i dette forhold. Levefoden er steget meget, og det må vel være af det gode. Dog er det, som man ikke mere er tilfreds og taknemmelig for hvad vi har, men måske er det afstanden mellem før og nu, der gør det. For børnene er det nok sådan, at det gode huskes længere end det mørke og tunge, hvad de også blev skånet for efter bedste evne.

Vort hjem var et lille husmandssted på Skovlund Hede, som det dengang hed, og da var der også hede rundt omkring. Meget af det var lav og sur hede eller mose, hvor blåbær, tranebær og på de højere steder revlingen bredte sig mellem lyng og pors. Denne hede med dens grøftekanter var om sommeren vor frugthave. Vi havde heller ingen anden, men der var også overflod af blåbær og sortebær, som vi kaldte revlingens bær. Deraf spiste vi børn så meget, at vi var helt sorte både indvendig og udvendig omkring hals og mund. Hen på efteråret blev tranebærrene modne, men de var sure og indbød ikke meget til at spise, før de havde fået nogen frost. De kunne sidde hele vinteren, og de gav en meget fin saft.

Ved vor færden i heden, for det meste med bare ben om sommeren, kunne vi ofte træffe på hugorme, som der dengang var mange af. De gjorde dog ikke nogen fortræd, hvad de ellers nok kan.

Vor jord var lav og blev let så blød, at man ikke kunne køre på den, vanskelig nok gå. I regnfulde somre måtte mine forældre tit slæbe negene til enden af agrene for at få dem læsset på vognen. Køretøjet var dårligt, og studene, som vi brugte som trækdyr, var små. Senere fik vi en hest, den brugte vi så som enspænder, hvilket var meget almindeligt på de små ejendomme dengang. Dette var efter vi børns mening et stort fremskridt. En hest kunne vist heller ikke magte at behandle den tunge jord, som det burde være gjort. Redskaberne var også små og ufuldkomne, når man har set nutidens maskiner.

Fremad gik det da om end med små skridt. Der blev indkøbt mere jord, 5 tdr. land fra Jens Knudsens ejendom, der nu er nedlagt. Det var højere liggende hede (banken). Det var rart at have til den øvrige tunge jord, der efterhånden blev opdyrket, rigtignok i små stykker ad gangen. Fader fik opkastet skel-grøfter, hvor der blev nogen afledning til vandet. Mergelen måtte købes og oparbejdes. Vi havde ikke mergel i vor jord. Det blev hentet forskellige steder, det meste hos vor nabo Jens Peder Jacobsen. Det blev for det meste opkastet fra små grave, kaldet pøthuller. Det var på den måde mest overkommeligt, men meget uøkonomisk med jorden. Man kom for lidt ned, og der måtte sættes meget af for vandet fra de andre grave. Ufarligt at arbejde i var de heller ikke, da det let kunne skride, og når man var langt nede, var der ikke megen plads at komme til side på. Naboerne hjalp hinanden ved at grave sådan et pøthul op. Så måtte der gøres gengæld, når lejlighed var. Penge til at betale hjælp med var der i disse kredse få eller ingen af. Gensidig hjælpsomhed var altid til stede. Der var heller ikke megen forskel på vilkårene. De fleste havde det småt med redskaber, og så lånte man ellers af hverandre. Var de sammen og arbejde, fik de mest kosten hos den, der arbejdedes for, og da tror jeg nok, den var lidt bedre end til daglig.

Føden var tarvelig, dog var der for det meste nok, men det var egne produkter. Brødet var hjemmebagt, øllet hjemmebrygget, smørret hjemmekærnet og således helt igennem. Smørret, som vi kærnede i mit hjem, skulle dog helst sælges for at få lidt rede penge ind. Vi fik ikke lov at bruge ret meget. Det blev skrabet tyndt ud på vore mellemmadder, hvis der da var noget. Mange gange fik vi kun sirup på det sorte brød. Det lille stykke sigtebrød (kagebrød), vi fik af den fra rugmelet fortinnede (?) sigtemel, spistes ofte tørt, men det smagte godt alligevel. Når moder bagte, fik vi ofte en rugmelskringle. Det var ellers ikke ofte, vi smagte kringler, men mens de var svagt varme fra den store bageovn, var de for os børn en lækkerbisken. Når vi fik middagsmad, især når min fader var ude at arbejde hos fremmede, hvad han ofte var, fik vi sjældent eftermad (dessert). Nogle kogte kartofler, som enhver selv måtte pille, med meldyppelse og en lille stump flæsk var stående ret til daglig. Efterhånden blev maden lidt mere varieret. Der blev bedre råd, og levefoden hævedes langsomt overalt. Mine yngre søskende har ikke kendt de første års hårde kamp for udkommet. Mine forældre havde heller ikke råd til at ofre alle deres kræfter på deres eget, de måtte søge at tjene lidt rede penge til udgifterne ved at arbejde for andre. Min fader gik ud at arbejde ved tærskning om vinteren, og om sommeren især i mergelgravene. Dog var lønnen lille, om vinteren omkring 50 øre, om sommeren lidt mere, men ikke meget for en lang og streng dags arbejde. Tidlig måtte han ud om morgenen, og sent kom han hjem om aftenen. Alt, hvad der var at passe hjemme, var overladt til moder. Hun måtte muge ud og gøre rent i stalden (æ kjøres) og passe det hele både ude og inde, indtil vi børn blev så store, vi kunne hjælpe til med et og andet. Hendes kræfter var ikke store, men god vilje og glæde ved arbejdet var altid til stede i rigt mål, så vidt vi børn kunne se. Der har sikkert også for hende været tider, hvor det har knebet at holde mod og håb oppe. Desuden måtte hun bidrage til at skaffe en skilling til huse ved at væve for folk. Og var det end ikke mange kroner, hun fik for en stor væv (mange dages arbejde), så hjalp det dog til. Vævelønnen var ikke stor, fra 10 til 20 øre for hver alen efter tøjets art. Dynetøj var det dyreste, alm. tosels tvistlærred. Det var en stor dag for os børn, når der skulle trendes. Dvs. at garnet blev sat på et stativ, der kunne gå rundt (trendet op som det hed). Derfra blev det så sat på vævestolen – trukket i sel gennem slagbordet osv. Vi skulle se efter nøglerne i trendkisten under trendingen. Som belønning fik vi den stump papir, der for det meste var inde i nøglerne, der sad på vindepinden. Vi skulle passe på, at nøglerne var i bevægelse; var de ikke det, var tråden bristet på den nøgle, der lå stille, og den måtte så knyttes igen. Trendgarnet skulle helst være det stærkeste; det var vigtigst, at det kunne holde. Islætten kunne bedre knyttes under vævningen. Jeg husker den store spænding, der var, når en nøgle var ved at løbe ud, og papiret kom frem. For det meste var det kun en stump grå karduspapir, men det kunne også ske, det var et stykke hvidt eller broget papir, og det var for os børn meget værdifuldt. Hver havde sine nøgler at passe, så der kunne være forskel på det held, man havde.

Et stykke papir var i vort hjem noget sjældent, særlig da hvis det var lidt smukt, og for at være det, krævedes der ikke i vore øjne ret meget.

Aviser og blade holdtes der ingen af. Vi fik dog et lille månedsblad: "Budskabet fra Nådens Rige". Det var udgivet af bornholmerne (luthersk mission). Det kostede, så vidt jeg husker 1,20 kr. gennem abonnementssamler.

Da jeg var 8 år, kom jeg til at gå i søndagsskole, og vi fik derigennem et børneblad udgivet af Axel V. Jakobsen. Det kostede noget lignende, men det var dog et ugeblad; et godt lille blad, som imødesås med stor spænding. Jeg tror nok, det var svært for fader at ofre pengene dertil. Ved den tid, hvor jeg gik til præst, fik vi den første avis i huset: "Ribe Amts Tidende". Vi fik den som tredje sammen med 2 naboer, der fik den først. Den var 2-3 dage gammel, når vi fik den. Det var kun et lille 4-sidet blad, men nu kunne vi da i nogen grad følge med i, hvad der foregik i den store verden. Når man nu ser, det flyder med papir alle vegne, prægtig og broget, kan man ikke lade være at tænke på, hvilken skat et stykke papir i min barndom var for os børn. Men mit hjem var også som før fortalt blandt de fattigste. Vor fader var ikke gerrig, men dog meget påholdende med, hvad der skulle gives ud til hjemmet, især når det havde karakter af lidt luksus. Det var nok også nødvendigt; det lidet, der var, skulle slå til, så der var lidt til forbedringer. Hvor trænger vor tid til noget af samme syn på det, men nu lader man stå til og lader det offentlige hjælpe, når der er ved at blive smalhans eller noget i den retning.

Hvad jeg kan huske fra den tid, der ligger forud for skoletiden, er ikke så meget. Efterhånden blev vi en flok børn i det lille hjem, og vi havde vel som de fleste steder lidt indbyrdes rivninger, og hvad der ellers følger med, når man skal tilpasse sig hinanden. Jeg kan huske, at jeg som den ældste måtte vugge og passe de yngre søskende. Den første var nok Else Marie (1878). Når moder var i marken, hvad hun ofte var i sommertiden, fandt jeg på at binde en snor i vuggen. Jeg har somme tider undret mig over, hvor den snor kom fra, men den må på en eller anden måde have været tilbehør til vævestolen. Jeg kan endnu mindes, hvordan den så ud. Vuggen stod i sovekammeret, hvorfra snoren førtes ud gennem to dørkarme til den stenpikkede forstue, hvor jeg så kunne stå i yderdøren og se mine forældre, når de var til den side. Det gjorde det da lettere at holde ud; for tiden kunne også nok blive lang for sådan en lille fyr med et par mindre søskende. Min bror Mads var 2 ½ år, og jeg var selv 4 ½.

Jeg husker også, at vi en gang imellem fik besøg af mine bedsteforældre, som dengang kaldtes oldeforældre. Det var min mors forældre Mads Thorlund Pedersen og hustru Margrethe. De boede på Hungerbjerg Mark i Ølgod sogn, men ret langt var der ikke derhen, når vi kunne gå lige over engene og heden. Det var også derover vore første barndomsbesøg gik. Vi gik ind over Kr. Jensens hede og gennem den i vore øjne så store gård Hungerbjerggård, som dengang ejedes af gdr. Schmidt. Hvor var alt stort og vidunderligt. Barnesindet var modtageligt for alt nyt.

Det indvendige i vort hjem var som det ydre meget tarveligt. Vort møblement bestod af et lille bord, som vor Stinne nu har (1942), men det er nu meget ormstukket og brøstfældigt, men det har da også tålt mere end 75 års tjeneste. Rundt om dette bord måtte vi så finde plads. Ret meget kunne der ikke blive. Midt på bordet stod en pande eller et fad, hvis der var grød. Der måtte vi så række til fra alle sider. Tallerkener blev ikke brugt, måske en gang imellem en lille træbrik. Desuden havde vi 2 halmstole, hvoraf vi endnu har den ene. Den er dog blevet noget lavbenet efter mange års slid. I køkkenet med den åbne skorsten, hvorfra det altid røg, var der også et bord, dvs. et par pæle gravet ned i stenpikningen, hvorpå der var anbragt et par bræddestumper. Moder havde et klædeskab fra sine pigedage og fader en rundkuplet kiste. Det var hvad, de havde haft at flytte med i deres unge dage. I kammeret stod en slagbænk, også kaldet foldbænk, der om dagen benyttedes til at sidde på. Om natten blev låget taget af, så den kunne trækkes ud og benyttes til seng. Den slags var meget almindelig dengang. Vi havde dog lånt den i Krongård og havde den i ikke så få år. Al vor øvrige sengeplads bestod af et indelukke i et hjørne af stuen inde ved skorstenen. I bunden var der lagt nogle lyngknipper og ovenpå noget halm. Sovepladsen kunne vel nok være forholdsvis lun, men luften var fugtig og indelukket, især da der ikke var tale om, at noget vindue kunne åbnes. Gulvet i stuerne var sammentrådt ler, der var lagt oven på den rå lynghede. I nærheden af bilæggerovnen, der var indmuret i væggen mellem kammer og stue, var leret fast, men udad mod ydermuren var den særlig i vintertiden meget fugtig. Aftryk fra træskoringe blev meget synlige. Dengang var der ikke tale om skiftefodtøj. Min bror Mads og jeg ville gerne lave kringler og kugler af leret der, men det måtte vi naturligvis ikke. For vinduerne var der i mange år ikke mindste antydning af gardiner, og der var heller ingen blomster til at live op. Moder holdt ellers som de fleste kvinder meget af blomster. Vi havde da også i vor lille kålgård nogle enkelte tarvelige blomster. Senere blev der da lidt bedre råd, og vi fik nogle små potteplanter i vinduerne. På væggen hang der et par billeder af den korsfæstede; underskriften var tysk, så vi kunne ikke læse, hvad der stod. Billederne var sikkert meget tarvelige, men jeg tror ikke, at mange malerier er blevet betragtet med større ærbødighed end disse. Mellem de små kristusbilleder var der ophængt nogle få billige portrætrammer med fotografier af vor familie. Jeg blev ikke ’aftegnet’, som det hed, førend jeg var en snes år. I skolen fandt sådan noget ikke sted i min skoletid.

Vore naboer var ikke mange: Kristen Pedersen (Kræ Pejsen) og Niels Peder Jakobsen var de nærmeste. Det var også dem, mine forældre kom mest sammen med. Senere blev der af Chr. Lauridsen (mangeårig sognerådsformand og tillige sognefoged) i Krongård bygget på heden øst for os en gård, som han kaldte Ny Krongård. Den gamle Krongård havde han afstået til sin svigersøn Jens Gejl, der var blevet gift med datteren Karen. Chr. Lauridsen flyttede selv ind i Ny Krongård med sin ugifte datter Karen Marie. Nu var de vore nærmeste naboer. Fra mit hjem var vi inviteret med til Karen og Jens Gejls bryllup. Det var noget vidunderligt for en lille fyr på 5-6 år. For første gang hørte jeg musik. Noget af det mærkeligste var de store trommer og andre musikinstrumenter, som jeg aldrig havde set eller hørt. Jeg havde i det hele taget ikke set eller hørt ret meget.

Den gård, som Chr. Lauridsen byggede, blev senere vort hjem gennem mange år.

Til den anden side, på Niels Peder Jakobsens mark, blev der bygget af Niels Lundby, som senere afstod den til sin svigersøn Chr. Gylling, der igen efter sin hustru Kirstines tidlige død flyttede til Lund og solgte til Karen og Poul Mølby – senere Kr. Hansen Kristensen og nu Peder Henry Kruse. Denne Niels Lundby, der stammede fra Aadum, var en af min faders bedste venner. De kom ofte sammen og fortalte historier fra ældre og nyere tid, de "holdt snak", hvad de ældre havde meget bedre evner til end de fleste nu om dage. Begge havde de været med i krigen 1864, hvilket også havde været tilfældet med Ole Kristensen (Volle Krænsen) og Peder Hammelsvang. Når de "holdt snak" drejede det sig meget om deres minder fra forgangen tid, fra deres soldatertid, krigen og deres ungdomsdage. Da havde man, efter hvad vi kunne skønne, været mere optaget af løjer og at drille hinanden end nu. Man huskede også bedre, hvad man havde været med til, syntes jeg da. De læste ikke så meget og hørte ikke oplysende foredrag. Det meste, af hvad de vidste, var fortalt og genfortalt. Om det ikke derved lidt efter lidt ændrede form må stå hen i det uvisse. Det er meget muligt, de fleste fortællere gerne vil afrunde og pudse lidt af på historien.

Der blev også fortalt meget om forbrydelser, der var begået. Stærke mænd og mere overnaturlige ting var også yndede samtaleemner. Mere eller mindre overtroiske var de fleste. Hovedløse heste og ligskarer havde mange mødt, og det var folk, hvis troværdighed man ikke mente at kunne drage i tvivl. Vi børn var altid opmærksomme tilhørere. Det havde også den uheldige side, at vi blev mørkerædde og knap turde gå udenfor om aftenen. Den opskræmte fantasi var i stand til at se og høre både det ene og det andet.

Aftenerne i hjemmet var også optaget af travl syssel, da især for moders vedkommende. Hun vævede og spandt, dog mest det sidste om aftenen. Fader snoede halmsimer (flettede halmbånd til stole og syning af stråtage) og kartede også noget, men ikke så meget, selv om han ellers fortalte, at det var karlenes arbejde om aftenen, mens han tjente. Min moder var en af de flittigste mennesker, jeg har kendt. Hendes hænder hvilede sjældent, så længe hun kunne røre dem. Der var ikke noget arbejde, der var for groft for hende, fint kvindearbejde kendtes meget lidt i vort hjem. Der var heller ikke tid til det.. Tidligt blev moder opslidt, knap 57 år blev hun. Hun kunne nok med sandhed have sagt, at det er bedre at slides op end ruste op.

Hvor tidlig jeg begyndte at læse, kan jeg ikke huske, men jeg kunne da læse indenad i en bog ved den tid, jeg begyndte at gå i skole. Jeg havde temmelig let ved at lære, også i særlig grad en arv efter moder. Stående ved hendes vævestol har jeg læst mange timer. Hun kunne altid rette mig uden at behøve at se i bogen. Vi havde ellers næsten ingen bøger i vort hjem, men min moder havde da en bibel, og den blev læst. Da jeg blev lidt større, ville hun gerne, jeg skulle læse højt for hende deri. Hun var således min første taknemmelige tilhører. Moder ville helst høre fra Det Nye Testamente, samt profeterne og salmerne, hvorimod jeg helst holdt mig til Det Gamle Testamentes historiske bøger, der for drengen havde den romantik, hans sjæl higede efter, og som ikke blev tilfredsstillet på anden måde.

Bøger var luksus, som fader ikke havde penge til; han havde heller ikke så stor interesse derfor. De fleste af de bøger, der læses mest i vore dage, ville moder også have betragtet som syndigt og skadeligt at læse. Hos vor nabo Kræ Pejsen havde de nok så megen læsning. Når vi kom derop for at lege med Jens Peder, var noget af det bedste, jeg kunne få lov at læse i, Visbæks Almanak til 50 øre. Den fik de hvert år. En bibelhistorie med billeder havde de også. De havde et par årgange af "Husvennen". Den gang et udmærket lille ugeblad udgivet af N. C. Rom. Det var vistnok Kr. Pejsens broder Jens Pejsen, de havde lånt ugebladene af. Det var den såkaldte skolelærerlitteratur, der derigennem for første gang præsenteredes for sine læsere, og det var noget, de jævne bønder kunne forstå. De mennesker, hvis liv og færd, der skildredes, kunne man se, var ægte, og dem kunne man kende. Når man nu ser, hvor let adgang vor tids mennesker har til læsning, også god læsning, må man glæde sig derover. Og dog tror jeg, man må sætte et spørgsmålstegn derved. Man kan også komme for let til en ting, selv om det er noget godt. Kun hvad man med møje og afsavn har erhvervet, har den fulde værdi. Kampen for at få noget er altid af større livsværdi end lønnen, der tit skuffer.

Da jeg fyldte 7 år, skulle jeg i skole. 1. maj 1881 fulgte min fader mig op til Skovlund skole hvor jeg begyndte min skolegang hos lærer Kristensen, dengang en mand i sin bedste alder, en dygtig og særpræget lærer. Jeg måtte give ham en krone til en ris, sagde min fader. Det var den gang skik at give læreren noget ved skoletidens begyndelse. Vi var småfolk og havde ikke råd til at ofre meget. Skoletiden blev for mig en lykkelig tid. At lære og høre var for mig altid en glæde; hver dag bragte noget nyt, som man ikke før havde vidst eller kunnet. Det er endnu en af de største glæder for mig at se og høre de små børn, der står ved livets begyndelse, og for hvem alt er stort og nyt. Min barndoms lærer stod den gang for mig som noget omtrent fuldkomment, og han fortjente det også. Et liv som hans syntes for mig som noget af det rigeste på jorden. Al hans viden og selskabet med alle de bøger. Noget for en anden komplet uopnåeligt, men som man dog måtte se at få så stor en del ud af som muligt.

Om vinteren gik jeg de 2 første år i den lille klasse. Første vinter gik vi om til Boels, hvor skolen holdtes i deres storstue, som nok slet ikke var så stor endda. Den står uforandret endnu i dag. Året efter blev der bygget et stykke til Skovlund skole, også kaldet Ansager Nordre skole, og der blev så plads til den lille klasse. Vor vinterlærer var i disse 2 år lærer Vig; ham holdt jeg også meget af. Han fik kosten hos Ole Kristensen (Volle Krænsen) og holdt skole 3 dage om ugen i Skovlund og 3 dage i Lund hos Niels Guldagers i deres storstue.

"Ak ja de svandt, de svandt de glade barndomsdage"

Da vi begyndte at gå i skole, fik vi også lov at gå i søndagsskole. Det var hos Hans Vilhelmsens i Skovlund, hvor de var begyndt at tage den sag op. De var unge folk, tilflyttere fra Taulov. Det var konen Mette sammen med købmand Poulsens kone Marie (lærer Poulsens moder), samt Ole Kristensens datter Kirstine, der holdt søndagsskole for os. Senere gik vi til Niels Guldagers i deres storstue, der til dels var ledet af andre kræfter. Hvor megen frugt det bar, fik de aldrig selv at se. Nu er de for længst gået ind bag forhænget, og dog fortjener de en tak derfor i deres grav. Gerningen var uegennyttig og et måske kun ringe forsøg på at føre de små til den herre, de selv havde fået kær og derfor gerne ville tjene.

Da jeg var 10-11 år fik vi ombygget vort lille hjem, noget der også var meget tiltrængt. Vi brændte selv stenene, efter at de var æltet af mergel og sand og derpå strøget. Det var meget almindeligt dengang. Vi havde Peder Hansen fra Hedehusene i Ølgod sogn til at stryge og brænde stenene. Året efter blev der bygget. Huset var kun på en længe. Taget blev løftet op og stivet af med en pæl og så undermuret. Der blev fyldt noget op og lagt bræddegulv i stuerne. Desuden blev der bygget et fløjhus til: 5 fag til kreaturer m.m. Vi fik også et lille komfur i stedet for det åbne ildsted. Bilæggerovnen beholdt vi i mange år.

Det var efter forholdene et meget stort fremskridt for vort hjem.

Heden var også lidt efter lidt blevet opdyrket, og vi havde som før nævnt købt 5 tdr. l. jord til. Nogle år efter købte min fader et stykke eng, 4 dagslæt, i Lindbjerg Enge. Dette blev merglet og forbedret, og der hentede vi i mange år meget hø. Dette hjalp også med til at sætte ejendommen i gang, og der kom efterhånden mere velstand til huse.

Da jeg var 12 år, kom jeg ud at tjene om sommeren hos Niels Lundby. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke var kommet ud før, for min broder Mads var kommet ud et par år før mig. Jeg var 2 somre hos Niels Lundby, indtil jeg skulle gå til præst. Det første års løn var 35 kr. Det andet år 40 kr. Det var en stor overgang for mig at komme fra barndomshjemmet. Jeg længtes meget, skønt der ikke var så langt hjem. Når jeg gik om vest for gården, kunne jeg se skorstenspiben og lidt af taget derhjemme. Det skete også, at jeg gjorde det, især den første tid, og der blev nok også fældet nogle tårer.

Vor klædedragt derhjemme var stærkt præget af små kår; dog tror jeg, men kan sige, at det var rent og ordentligt. Vi drenge gik i hjemmevævet gråt vadmelsstøj. Vor farbroder Hans Pertou syede det, da den tid kom, da moder ikke selv kunne gøre det. Hun gjorde det de første år, dvs. syede det i hånden, da hun ingen symaskine havde.

Vi var efterhånden blevet 7 søskende i hjemmet (5 drenge og 2 piger). Den sidste kom til i 1887, og man kan nok sige, at der var blevet bedre økonomiske forhold i hjemmet. Der var slidt og sparet op til det. Fader holdt stærkt tilbage med at give penge ud til noget, der ikke var absolut nødvendigt. Han vovede sig aldrig længere ud i sine bekostninger, end at han havde grund til at tro, det kunne blive betalt, og det blev det også altid. De første par sko, der blev købt til mig, var til min konfirmation. Hidtil havde jeg klaret mig med træsko – helt af træ med krammer. Vore forældres tøj var sikkert ikke mere kostbart end vi børns. Jeg kan huske, at min moder havde en lille kort kåbe hele min barndomstid. Farven var efterhånden blevet grønlig og luvslidt. Hun tilvirkede selv omtrent alt vort tøj. Nogle får havde man selv på små ejendomme. På den måde fik vi ulden. Tvist derimod måtte købes. Jeg husker, at det mest købtes i nogle firkantede pressede pakker, der kunne skilles i klavser og vindes i nøgler. Det var vist ikke ret dyrt. Der var små priser på det meste dengang, ellers måtte man undvære det. Penge var der få af. Moder spandt så selv garnet og farvede noget af det, hvis det skulle bruges til strikning. Når det blev farvet, blev det sammenkartet med noget hvidt, og derved fremkom en grå farve, der var meget anvendt til strømper, uldne lagner m.m. Eller også vævede hun det til tøj, undertiden slået på tvist. Det var godt og stærkt tøj, vi fik på den måde. Det måtte også holde længe, blev stoppet og lappet længst muligt. Vi lærte tidligt selv at stoppe strømper og sy en knap i. Jeg fortsatte også med at holde tøjet i orden, den tid jeg tjente. Et par sokker kunne holde et år, når de blev godt passet. Det var ikke meget, der blev givet ud til tøj; den lærdom kom os til gode livet igennem. Den skilling, der er sparet, er fortjent.

Vi børn fik lov til en gang imellem at besøge vore søskendebørn. Dette foregik ved juletid og var noget meget stort, når 2-3 stykker fulgtes ad for at blive borte en tre dage. Vi boede hos familien, hvor pladsen slet ikke var bedre end i vort hjem, men hjerterum syntes altid at være til stede, og så gjorde vi gengæld, når det var vores tur. Der kunne puttes mange i en seng dengang, og man kunne også ligge på gulvet på noget halm. Så legede vi med hinanden, og det kunne somme tider gå hårdt til. I julen spilledes der mest om pebernødder. Der brugtes forskellige slags spil, som nu synes at være gået af mode. At spille kort om pebernødder brugtes ikke i vore kredse. Kortspil så vi ikke i vort hjem og heller ikke mange steder i familien. Det ansås nærmest for syndigt. Jeg husker, vi en gang hos vor morbroder Jens Smed ved et julebesøg havde ladet os overtale til at overnatte, skønt vi skulle have været hjem, men der var snefog. Legen gik godt om aftenen og det led mod sengetid, da døren åbnedes og ind trådte fader. Vi var ikke glade, men vi vidste godt, at det var galt, vi ikke var kommet hjem. Fader var vred, og vi fik også at vide, at han var gået det meste af en mil for vores skyld. Vi vidste nok, at vore forældre var urolige for os. Hvor forkert det var af os, kan vi bedre se nu længe efter.

Julegodterne var på den tid lidt solidere end nu. Pebernødder og nonnev….? måtte vandre fra lomme til lomme mange gang, før de endelig blev spist. Tit var de blevet lidt sorte og fedtede under den megen flytten omkring. Måske blev de gemt til længe efter jul og spist, når man var sikker på, at der ikke kom flere fremmede. Men de smagte godt alligevel.

På den tid var der ingen udflugter, hverken for os eller vore forældre. Dog husker jeg, at vi en sommer havde en søndagsskoleudflugt til herregården Nørholm. Det var spændende at se den store gård og den smukke have, skoven med de mange store træer. Det var virkelig efter vestjyske forhold meget smukt og skønt. Pastor Hoff, der dengang var præst i Ansager, havde skaffet os adgang til frk. Rosenørns meget smukke have. Ansager kirke var dengang i stamhusets eje, og frk. Rosenørn var en gang imellem i Ansager kirke med selskabsdame, tjener og kusk. Efter sigende var pastor Hoff også af adelig slægt. Denne udflugt var for os, der aldrig havde oplevet noget lignende, en stor begivenhed, der kunne leves længe på.

Jeg vil heller ikke undlade at fortælle om en tur til Varde med mine forældre. De skulle derud for at gøre nogle indkøb. Vi fik sammenspænd med Kræ Pejsen, dvs. hver lagde en hest til, og så kørte vi i stiv kassevogn. Jens Peder og jeg fik lov at komme med, og vi fik plads bag i vognen på noget halm. Det var en lang tur, hvor vi gjorde ophold på Sig kro både på hen- og hjemtur. Vi fik hestene opstaldet hos Søren forpagter et lille stykke uden for Varde. Maden havde vi selvfølgelig med hjemmefra, men kaffen måtte købes. Vi spadserede så ind til byen, hvor den meste handel blev foretaget hos Ole Pallidan i Kræmmergade. Dengang Vardes største manufakturhandel. For os drenge var de mange huse og de brolagte gader noget helt nyt.

Han fortalte, at når han med sin fader gik til Hejnsvig, hvor bedstefader havde en broder, der var degn, så var de gerne inde at hvile i Uddegård eller Mølbygård, der begge steder var af vores familie. Også den gamle slægt i Ansager mølle var af slægten. Min fader var født i Egknud, Ølgod sogn. Her har hans farfader Lauge Pedersen, kaldet Lauge Hjuler boet omkring århundredskiftet. Min Farfader Jeppe Laugesen var født 1800; min fader sagde altid, han fulgte årstallet. Han havde af brødre Peder Laugesen i Kragsborg, hvor han var hjuler, pumpemager og gårdejer, og Jens Kristian Laugesen, der læste til skolelærer og blev degn i Hejnsvig, senere i Darum ved Ribe. En dattersøn af ham er tømmerhandler Nielsen i Skovlund. Den fjerde søn af Lauge Hjuler var Jørgen Andreas Laugesen, som var gårdejer og tillige skrædder i Haulund, Ølgod sogn.

Min fader var født 1840. Hans fader Jeppe Laugesen var gift 3 gange. I første ægteskab med Anne Margrethe Johannes-datter var der en søn Lauge Jeppesen, som blev gift og bosiddende i Vesterhede, Hejnsvig. Han havde en datter Grethe, der blev gift med Morten slagters søn Kirsten, som var mejerist. De var en tid bestyrer på Tistrup mejeri. Lauge havde også en søn Jens Lindbjerg, kaldt således fordi han efter sin moders tidlige død blev opdraget hos sin morbroder Niels Lindbjerg i Hesselho, Tistrup sogn.

Min bedstefader giftede sig anden gang med Else Marie Madsdatter. De fik 6 børn: 3 piger: Anne Margrethe, Ellen Margrethe, Ane Kirstine og 3 drenge: Mads Christian (min fader), Hans Pertou og Hans Rotvig.

Efter sin anden kones død giftede bedstefader sig med Anne Catrine Kornelius-datter. I dette ægteskab var der kun en søn Kornelius, som blev gift og boede i København. Hans kone var af svensk afstamning og hed Laura. De havde 4 børn: Anna, Olga, Karl og Agnes. De kom i en årrække i vort hjem i sommerferien.

Min faders broder Hans Pertou var gift med min moders søster Ellen. De boede på Thorlund Mark og havde en hest og 3-4 køer. Hans Pertou var skrædder og gik rundt og syede for folk; han var rask til sit arbejde. De havde 9 børn: Else Marie gift med en træskomand og isenkramhandler i Tistrup. – Margrethe gift med Niels P. Mortensen og bosat på Sjælland. – Mads og Jeppe Laugesen døde som børn. – Ellen Margrethe ugift. - Jens Christian, snedker og bosat i Brabrand. En ny Jeppe Laugesen, gift og bosat på Lindbjerg mejerigård. – Til sidst drengen Mads, men han døde også.

Farbroder Hans Rotvig var opkaldt efter den gamle Hans Rotvig på Rotviggård. Han boede på List Mark, Ølgod sogn og var gift 2 gange. Med sin første kone Ellen havde han en søn Jeppe Laugesen, der bor i Ølgod. Med sin anden kone Karen havde han sønnen Peder, der fik barndomshjemmet, men senere afhændede det og blev præstegårdsforpagter på Herningegnen. Hans Rotvig var en mand fuld af løjer og spøg. Vi børn holdt meget af at komme der. Han var også afholdt af ældre. Han døde som midaldrende mand af brystsyge.

Min Faders halvsøster Anne Margrethe var gift med Peder Mathiasen. De fik 2 sønner: Jeppe Laugesen, der oparbejdede en skomagerforretning, og Peder, der blev skomager i København. Desuden var der en datter Marie, som blev gift med Marinus Dam. Faders søster Ellen Margrethe blev gift med sit søskendebarn Lauge Pedersen i Kragsborg, hvor de kom til at bo og fik 2 sønner: Peder Laugesen, der udvandrede til Amerika og Jeppe Laugesen, som lærte snedkerhåndværket, men senere fik ejendommen derhjemme. Jeppe, kaldet Jeppe Kragsborg, var bl.a. kreditforeningsrepræsentant.

Ane Kirstine, kaldet faster Stinne, var den yngste af flokken. Hun blev gift med Simon Hansen (Krogh) og bosatte sig på Hodde Mark, hvor deres 2 børn også bosatte sig: Datteren Kirstine, gift med Niels Boel overtog ejendommen derhjemme, samt sønnen Jeppe Laugesen, der fik en nabogård. Faster Stinne nåede den højeste alder blandt sine søskende. Hun havde arbejdet meget hårdt – arbejdet i mergelgraven og været med i alt arbejde både tidligt og sent. Hun døde 1938 som 90-årig.

Min Moder Ellids Cecilia Marie Madsen var født på Hungerbjerg Mark i Ølgod sogn 1848. Hun var datter af husmand Mads Thorlund Pedersen fra Thorlund-gård. Han havde mange søskende af hvilke, jeg har hørt tale om Kr. Bennedsens kone Margrethe bosat i List, Ølgod og en anden søster Ane Marie gift med Mads Svend i Vadbøl, Grindsted. Men der var flere. Af halvsøskende havde Mads Thorlund bl.a. Peder Thorlund på Lindbjerg Mark og Line Vad i Grindsted sogn. Min mormoder hed Margrethe Madsdatter og var opdraget hos Knud Hammelsvang på Egebjerg.

Mads Thorlund og Margrethe havde 8 børn, hvoraf 2 drenge døde som små. 1) Ellen, den ældste blev gift med faders broder Hans Pertou. - 2) Min moder var den næstældste. – 3) Den tredje datter hed Ane og blev gift med Hans Vilhelm Jensen. De boede på Agersnap Mark, Ølgod (Høllet mose), hvor de oparbejdede en god gård, der senere blev overtaget af Verner Kronborg. De fik en stor børneflok, hvoraf flere døde som små. Af dem kan som voksne nævnes: Mads Thorlund Jensen boende på Lindbjerg Mark. Jens, manufakturhandler i Gårde. Theodor, som vi havde tjenende i Ny Krongård. Han måtte senere forlade landbruget på grund af brystsyge, blev gift og fik en papirhandel i Horsens, døde i en ung alder. Viggo var mangeårig bestyrer for P. Nielsens enke i Lærkeholt. Margrethe blev gift med en nabo Jens P. Pedersen. Hun døde også tidligt. En datter Helge blev gift og bosiddende på Fyn. – 4) Nielsine blev gift med smedemester Jens Madsen Kristensen fra Blåbjergskov. De boede først i Tistrup, men flyttede senere til Videbæk. En søn begyndte som smed i Krusbjerg, men blev senere smed i Herborg. En anden Niels Holbæk lærte skomagerfaget, men gik senere i malerlære og blev bosat i Esbjerg som tegnelærer og kunstmaler. – 5) Jørgine Marie blev gift i en sen alder med Kr. Hansen fra Hjedding; der blev ingen børn. – 6) Den yngste, Jørgen Peder Madsen fik ejendommen på Hungerbjerg Mark. Han solgte den dog senere og flyttede til Hjedding, hvor han blev gift med Kirsten, datter af Hans P. Kjeldsen i Hjedding. Senere flyttede de til Ølgod by. De fik en datter, Margrethe, der blev lærerinde i Lem. Morbroder Jørgen var den sidste levende af mine forældres søskende.

I mit hjem blev vi 7 søskende, hvoraf jeg er den ældste. 2) Mads Thorlund, nr. 2 tjente som hyrdedreng hos Jens Strebøl i 4 år før sin konfirmation. Han havde dog først været en sommer hos Kræ Pejsen og en sommer hos morbroder Jens Smed i Hjedding. Som karl har han tjent i Krongaard og Ny Krongaard, Hos Mikkel Biger, Galtho, hos B. Strebøl og Jens Kristiansen i Tønding. Sin værnepligt aftjente han som hestepasser i Århus og København. Mads var en vinter på Høng højskole. Han blev gift i 1906 med Kirstine Kristensen, datter af Therkild Kristensen, Vrenderup, som i flere år var medlem af Ribe amtsråd. Mads og Kirstine havde først plads som bestyrerpar på Krarup Søndergaard, hvorefter de købte Lille Bjerregaard på Lindbjerg Mark. De fik 3 børn, der alle blev gift: Signe bosat i Sdr. Felding. Thorkild i Skovlund på tidligere landstingsmedlem Rasmus Rasmussens gård. Ellen bosatte sig i Agersnap.

3) Nr. 3 var Else Marie, som blev født d. 30. aug. 1878. Hun tjente som lille pige på Ny Krongaard og hos Niels Kr. Pedersen i Lund. Som voksen tjente hun i Krongaard og på Hungerbjergaard. Hun blev gift år 1900 med Magnus Kr. Jørgensen, søn af gdr. Jens Jørgensen, Hoven. De boede først i Hoven, men flyttede senere til Lærkeholt. Else Marie døde meget pludselig i sommeren 1931. De har haft 11 børn, hvoraf en døde som lille. Jens blev gift og bosat i Lindknud. Anne også gift og bosat i Vindslev. Emma gift og bosat i Lønborg. Kristian ugift og bosat i Tistrup med søster Thora som husbestyrer for ham. Thomas gift og bosat i Hesselho. Alfred døde ved et ulykkestilfælde i 1940-erne og var gift, boede i Lyne. Ejner gift og bosat i Gravlund. Viggo blev bestyrer for Alfreds enke. Dagny var husbestyrer for sin fader.

4) Nr. 4 er Peder, født 28. juli 1880. Han tjente i flere år hos vores nabo Jens Gejl i Ny Krongaard. Han aftjente værnepligt i Fredericia som infanterist og blev gift i 1902 med Marie Thomsen, datter af Laurits Thomsen, Krongård. De købte en parcel fra Gejlgård. Det var et ujævnt stykke hedejord, der blev opdyrket, og mere blev købt til, så det blev en veldreven gård, hvorfor de fik landboforeningens husholdningsselskabs præmie for landbo flid. De fik 7 børn, hvoraf 2 døde som små; den ene, Elna blev skoldet ihjel. Den ældste Kristian flyttede til København. Elna, opkaldt efter den afdøde søster, blev gift med Anker Madsen og bosat i Snorom ved Ansager. Anna blev gift med Ejnar Andreasen og bosat i Øse. Dagny blev gift med broderen Martin og også bosat i Øse. Laurids var karl hjemme. Omkr. 1920 døde Peders kone Marie, og han giftede sig efter nogle år med sin husbestyrer Marie Urup fra Tistrup. De fik 3 børn: Jens, Karen Marie og Ove.

Nr. 5 er Margrethe. Hun er født 20. nov. 1882 og havde også forskellige pladser, bl.a. på Ny Krongård, i Krarup og flere steder. Var også noget hjemme, da moder blev svagelig, og senere igen da fader var blevet enkemand. Hun var på Haslev højskole og derefter nogle måneder i Sønderjylland. 1911 blev hun gift med Ole Fisker fra Endelave. Han havde tjent flere steder på Skovlund-egnen. De købte en ejendom i Ansager, hvor de fik 5 børn. Elly blev sygeplejerske, ugift. Harry bosatte sig i Grindsted og giftede sig med Julie fra Fyn. Anne blev gift med Bernhard Andersen, og de købte en ejendom på Ansager Vestermark. Marie og Sigurd var hjemme en tid.

Nr. 6 var Lauge, som er født 13. nov. 1884. Han tjente under sin opvækst i Ny Krongård og hos Bertel Plauborg i Bredho. Efter konfirmationen var han svagelig, vistnok angrebet af brystsyge, men det voksede han dog fra. I denne tid lærte han træskohåndværket, men opgav det igen, da han var blevet rask. Herefter tjente han et par år hos Bertel Pedersen i Agerkrog. Var derefter på Ladelund landbrugsskole, hvor han uddannede sig til kontrolassistent, som han så var et års tid på Lolland. Men han kunne ikke finde sig til rette og rejste så i foråret 1910 til Amerika. Han vendte dog hjem igen efter 1½ års. I mellemtiden var vores fader afgået ved døden, hvilket var Lauge en bitter sorg, da han ikke syntes, han havde beredt sin fader den glæde, han skyldte ham. Lauge var nu hjemme et halvt års tid, men rejste så igen til Amerika, hvor han opholdt sig i 20 år. Vi havde snart ikke ventet at se ham mere derhjemme, da han meget sjældent skrev. 1932 vendte han dog igen tilbage til Danmark, som han sikkert længe havde higet efter. Han var et par år hos sin broder Mads Thorlund og købte derefter en ejendom på Lindbjerg mark. Her boede han så ugift i 4 – 5 år og døde derefter pludselig af en hjertesygdom, som han nok har båret på fra sin ungdom. Han blev begravet på Bejsnap kirkegård. Efter hans død blev ejendommen solgt og hver af os søskende arvede ca. 2000 kr. + lidt indbo.

Den yngste af søskendeflokken var Kristen, født 3. feb. 1887. Han var som den yngste hjemme hele sin barndomstid og nogen tid efter. Tjente så hos Theodor Markussen et par år og var så atter hjemme, indtil Fader afstod gården til Kirstine og mig. Kristen tjente så hos P. Thomsen og kom 1909 – 10 på Tommerup højskole. Skoleopholdet blev afbrudt marts 1910, dan han kom hjem for i forening med søster Margrethe at overtage sit barndomshjem, som vi afstod til dem, da vi skulle overtage Jens Gejls gård Ny Krongaard, som vi havde købt. Kristen og Margrethe drev nu gården i fællesskab, indtil Margrethe blev gift, og Kristen selv overtog den. Et års tid derefter blev Kristen gift med Karen Hagensen, datter af husmand Hans Hagensen, Sdr. Omme. De drev nu i fællesskab det gamle hjem, som efterhånden blev helt ombygget og også udvidet ved jordkøb, så det blev en god gård forskellig fra det lille husmandssted, hvor vor første barndomstid henrandt. De fik 3 børn, hvoraf den ældste, Harry var adoptivsøn. Han giftede sig og bosatte sig på Fyn. Hans og Magnus blev hjemme og hjalp deres forældre. Hans overtog senere gården.

Måtte Gud velsigne og opholde dette mit barndomshjem og bevare det for dem, der bor og bygger der. Selv om der er gået mange år siden vore små fødder trippede om derhjemme, og dagen hælder og snart vil være slut, så går tankerne endnu tilbage med vemod og håb om, at de, der er vokset op sammen og nu vidt adskilte, engang må samles i en bedre verden med vore forældre og takke dem for hjemmet, da gav os. ’Ingensteds er roserne så røde, som dem vor barndoms uskyld hvilede på’.

Jeg var den ældste og født 27. marts 1874. I lang tid var mine forældre usikre med hensyn til min fødselsdag. I min skoletid blev den opgivet til 21. marts, men da jeg blev optaget i lægdsrullen, blev det dog opklaret efter kirkebogen. Vore fødselsdage var ellers noterede på et stykke gråt papir foran i Prædikebogen, men det var ikke påbegyndt, da jeg blev født. Dengang mærkede vi ikke, når en fødselsdag gled forbi. Dagen, hvor vore forældre havde sølvbryllup, gik ligeså upåagtet og uomtalt forbi. Efter endt skoletid blev jeg i foråret 1888 konfirmeret i Ansager kirke af pastor Madsen, den daværende præst. Jeg var hjemme og hjælpe sommeren og vinteren derefter. Næste sommer tjente jeg den halve tid hos min morbroder Jørgen. Fra november fik jeg tjeneste hos Jens Gejl i Ny Krongård, hvor jeg blev i 5 år. En lang tid, synes de unge nu. Jeg var godt tilfreds, og vi havde det hjemligt der. Arbejde var der rigeligt af, især for mine kræfter, da jeg var lille og spinkel. Men jeg voksede da til, selv om min udvikling faldt noget sent. Arbejdet var dengang strengere end nu, hvor maskinerne udfører meget af det hårdeste. Det første års løn var 110 kr. og i samtlige 5 år knap 700 kr. Pengene var nok også drøjere dengang, når man skulle hen og gøre indkøb, hvilket dog ikke skete ret tit. Stor nøjsomhed var vi vænnet til fra mit hjem, hvorfra vi også fik nogen støtte. Vi fik vasket hjemme; skjorter og sokker fik vi også. Jeg tror dog ikke, jeg har slidt mere end et par hvert år, men så måtte der også passes godt på. Jeg reparerede selv mit tøj. Der skulle også helst en stor part af lønnen i sparekassen. Det var en af faders store glæder, når han efter 1. november kunne få lov at bringe nogle af vore penge over til Egknud, hvor Ølgod sparekasse dengang var hos Niels Hansen Uhd. – Den samme glæde har jeg følt, når jeg mange år senere for vore egne børns vedkommende fik lov at indsætte en part af deres løn. At lære at holde hus med sine penge, så man ved, hvad man får for dem, er sikkert meget godt og behøver ikke at have noget med gerrighed at gøre. Den, der ikke bryder sig om en skilling, får aldrig en daler, siger et gammelt ord.

Som medtjener, jeg havde i de 5 år, kan nævnes Niels Johnsen, Marie Laj, Frederik Thomsen samt Stinne Langelænder. Vi havde også som karl Kristen Degn og hans broder. Af hyrder havde vi mest mine søskende, også et år Mourids til Niels Vads. Man kendte ikke til ferier, og jeg mindes ikke i disse 5 år at have haft en hel dag fri. Man kunne godt få fri, når man ønskede det, og sagerne ellers blev passet. Arbejdet på en gård var dengang ikke så lidt forskellig fra nu. Vi havde hos Jens Gejl ingen roer og kun ganske få kartofler. Om vinteren stod jeg i laden dag efter dag og tærskede med plejl. Dette arbejde rakte til hele vinteren. Der skulle også tages strå fra til at tække husene med. Et arbejde der krævede øvelse og tog megen tid. Forårsarbejdet bestod mest i at få møddingen ud, samt at få jorden tilberedt og tilsået. Derefter skulle der graves tørv og klyne. Tørven var mest til at strø hos svinene. Ajlebeholdere var endnu ukendte på vor egn. Klynegravningen foregik ved, at man stod nede i graven og gravede klyne for klyne op, hvorefter de blev lagt til tørring. Når tørvearbejdet var klaret, var der mergelgravning, mergelkørsel og hedetilberedning, som måtte udføres. Sådan gik tiden til slet (høst). Denne tog lang tid, maskiner kendtes ikke, alt måtte høstes med le og rives sammen med små river. Enghøet var kort, og ofte måtte vi have det svøbt og bundet med så mange reb, at man knap kan forestille sig det, hvis man ikke har set det. Høhøsten kunne godt trække ud, så man knap var færdig, når rughøsten begyndte, i reglen i begyndelsen af august. Den øvrige høst foregik mest i september. Såtiden var senere end nu, så derfor blev høsten det også. Kornet måtte også høstes med le og bindes neg for neg, hvilket gav meget hårdt arbejde til både karle og piger. Det var dog glade dage. Sliddet tænkte man ikke på, det var man vant til, og det kunne ikke være anderledes.

I den senere tid, hvor jeg tjente som karl, begyndte maskinerne at komme lidt efter lidt, og arbejdet skiftede på mange måder karakter.

En af mine store glæder var at læse højt i bøger og blade, som jeg dels selv købte eller fik fat på på anden måde. Hos Jens Gejl var hans kone Karen Marie en særlig taknemmelig tilhører. Bøger har det som alt godt, at de vinder ved at deles med andre.

Da jeg havde tjent i 5 år hos Jens Gejl, byttede jeg plads med min broder Mads, som ved den tid havde tjent i den gamle Krongård i 4 år. Det var også en meget god plads, hvor forholdene som her i Ny Krongård var meget hjemlige. Det var gode mennesker. Konerne var begge døtre af den gamle Kr. Lauridsen, der byggede Ny Krongård. Han havde været mine forældre til megen støtte. Mændene, der begge blev kaldt Jens Gejl, var fætre, men meget forskellige. De var begge af god karakter. Da jeg havde tjent i Krongård et år, måtte jeg møde på session, som dengang holdtes i september. Jeg blev kasseret som ulegemsdygtig, væsentlig på grund af platfodethed. Men da havde de i Krongård lejet en anden karl, da de regnede med, at jeg skulle ind som soldat. Dengang fæstede man gerne sine folk et halvt års tid forud. Jeg fik så plads hos Søren Rasmussen i Lund; jeg blev fæstet på sessionsdagen. Han havde ikke fået karl fæstet i så god tid. Her blev jeg dog kun i et halvt år og flyttede så tilbage til Krongård, hvor jeg var meget glad for at være. Dog blev jeg der kun i et år, da der var kommet en slags udlængsel over mig. Jeg mente også, det kunne være godt at få nok så selvstændig en plads, hvad min husbond også mente, jeg godt kunne klare. Jeg lod mig da på hans anbefaling antage som avlskarl på Darum præstegård ved Bramminge. Det var en meget stor forandring for mig, idet jeg nu selv måtte lede arbejdet. Der var mange ting, skønt jeg havde tjent som karl i flere år, som jeg ikke havde prøvet. Men nu måtte jeg til det. Samtidig var det noget fremmede forhold, da jeg aldrig havde været uden for sognet før. Det gik dog vist nogenlunde. Pastor Jensen var for øvrigt en mand, der havde god forstand på landbrug, da han selv tidligere havde været praktisk landmand. Han ville også gerne have lejet mig igen, men jeg holdt ikke så meget af at være der, da der ikke var de forhold, jeg var vant til og holdt af, skønt man lærer mere i en selvstændig stilling, end hvor man bliver sat i arbejde af andre.

Jeg søgte nu understøttelse til højskoleophold. Jeg fik også bevilget 75 kr. for vinteren, hvilket var et mindre tilskud, end de fleste af min lige fik. 100 kr. var det almindelige til et vinterophold på 5 måneder. Nogle fik endda 125 kr. Grunden var nok, at jeg ærligt havde udfyldt mit ansøgningsskema og ikke lagt skjul på, at jeg af min lille løn havde sammensparet nogle få hundrede kroner. Ærlighed belønnedes heller ikke dengang, som nu. Snyderi over for det offentlig betragtedes som tilladeligt og nødvendigt, men det måtte stilles op, så skattemyndighederne eller hvem, det angik, ikke var absolut nødt til at opdage det, selv om de i de fleste tilfælde godt vidste, at det ikke var rigtig. Den ærlige må se sin løn i at have en god samvittighed. Højskoleopholdet var heller ikke ret dyrt dengang, så vidt jeg husker 30 kr. pr. måned, foruden hvad der ellers går til rejseudgifter, bøger m.m., hvad der for mit vedkommende ikke løb ret højt op. Jeg tog på Kjøng højskole ved Glamsbjerg. Den var oprettet af N. Kirkegaard. Grunden til, at jeg valgte den skole, var, at jeg havde holdt et lille ugeblad, "For hjemmet og ungdommen", udgivet af N. Kirkegaard. Dette lille ugeblad var jeg glad for. Jævnt og ligetil, som det var, uden at gå særligt ind på store spørgsmål, var det god moral for det daglige liv, nærmest i tilknytning til det grundtvigske livssyn, således som jeg dengang forstod det. Forholdene på skolen, der var af de små, var ikke så gode, som jeg havde forventet. Vi var omkring 30 elever, noget af tiden 33–34, deriblandt 3 piger, hvad jeg ikke tror, var godt, især ikke for pigernes vedkommende. De var nok også mest kommet for at få en kæreste, hvad da også lykkedes. Af lærerkræfter var der ikke mange; det kunne en så lille skole ikke magte. Vi havde en lærer Poulsen til dansk og regning, samt skrivning. Han holdt også enkelte foredrag, men det var mest Kirkegaards bestilling. Han havde tillige noget geografi og historieundervisning. Hans foredrag var som alt andet ikke særlig dybtgående eller vækkende, men jævn og skikkelig og satte ikke varige tanker i bevægelse. Det meste var hurtigt glemt. Lærer Poulsen var en god mand med et svageligt helbred, men ikke nogen større begavelse. Hans kone havde undervisning i håndgerning med pigerne. Der var desuden en, som gav undervisning for håndværkere, hvoraf der var en 5–6 stykker. Vi kunne også vælge undervisning i husflid hos maleren i Kjøng. Kirkegaards søn Valdemar havde gymnastik med os, uden at han havde nogen særlig uddannelse i det, men det gik da ellers godt. Han holdt også af og til oplæsning for os. Han uddannede sig i den retning, og der blev vist en duelig oplæser af ham. Der var til sidst nogen misfornøjelse mellem eleverne over forholdene på skolen, måske ikke uden grund. Nogle blandt eleverne havde heller ikke den bedste indflydelse, uden at der dog skete bortvisninger, hvilket der fra Kirkegaards side blev truet med. Højskoleopholdet skulle ellers give gode impulser for fremtiden med rige minder at se tilbage på. Jeg har ikke haft forbindelse med skolen siden, bortset fra en kort brevveksling med forstander Kirkegaard. Jeg tror nok, han over for mig var temmelig velvillig indstillet. Han syntes ikke, jeg skulle blive ved med at være bondekarl, og mente mine evner nok kunne række til noget andet. Hvis jeg havde haft en bedre sangstemme, ville jeg også gerne have været lærer, men jeg mente nok, denne mangel lagde en uoverstigelig hindring derfor. Kirkegaard sagde, der var mange andre veje, som jeg kunne gå. Jeg syntes dog, jeg var blevet temmelig gammel til at begynde at studere og håbede så, det skulle lykkes mig at slå mig igennem ved landbruget.

Jeg sluttede ikke nærmere venskab med mange af mine kammerater, men oprettede dog en kort brevveksling med enkelte af dem, længst med Jørgen Bjerrum fra Gredstedbro. Vendelboen Kristian Pedersen var også et godt menneske, som også lejlighedsvis har besøgt mig siden. Der var i øvrigt ingen elever fra min nærmeste hjemegn.

Da skoletiden 1. april var forbi, kom jeg hjem. Fader mente, han nok kunne have min hjælp behov, og så gik jeg ud som daglejer eller akkordarbejder ved siden af, indtil jeg om efteråret kom op til Kristen Gylling og tjene (senere John Rotvigs gård). Dengang var gården meget større i udstrækning, men noget af den er blevet udstykket i flere gårde. Der blev jeg i 3 år som forkarl. Jeg fik efter den tids forhold en ret stor løn. Det meste var dog 350 kr. for et år. Han begyndte at leje folk allerede omkrig fastelavn, og han ville gerne prutte om lønnen. Men når lønningsdagen kom til november, gav hen gerne lidt over, hvad vi var blevet enige om. Kristen Gylling blev ikke gammel; 3-4 år efter blev han sparket i hovedet af en af sine heste, og det blev hans død. Stedsønnen blev bestyrer af gården og overtog den også efter få års forløb sammen med en broder, men de var for unge og vidtløftige. Efter kort tids forløb måtte de sælge begge gårde. Den ene overtog Niels Krongaard, der var gift med en datter af Kristen Gylling af første ægteskab. Stedsønnen rejste til Amerika. Kristen Gyllings udmærkede hustru Bodil døde med et af tungsind formørket sind, måske af sorg over, hvordan det var gået. Hun havde haft megen modgang. Hendes første mand Niels Kr. Pedersen var også omkommet ved et ulykkestilfælde. Gården i Lund, hvor jeg tjente, var hendes fødehjem. Hun havde et tilsyneladende let og muntert sind, men også det kan blive overlæsset. Der er mange tunge skæbner, og man kan ikke se, hvorfor det måtte gå sådan. Hjemmet i Lund og Ny Krongård er de bedste, jeg har tjent i, uden at der på nogen måder skal siges noget ufordelagtigt om de andre steder, hvor jeg har været.

Den åndelige side af livet var meget bevæget i min ungdom. Omkring min konfirmation gik der et meget stort åndeligt røre og vækkelse gennem sognet, så vidt man kunne se fremkaldt ved pastor Madsens forkyndelse. En meget skarp og dømmende præst i den indre missionske retning, der dengang var noget ganske andet end nu. Pastor Madsens ord havde i høj grad en vækkende evne, men jordbunden må have været beredt forud til at tage imod. Egnen var vel nærmest død og kun lidt præget af åndsliv. Den grundtvigske bevægelse havde kun sat ringe spor på disse egne. Noget åndeligt liv var der dog før den tid, måske mere end man mærkede til. Men under Pastor Madsen skete der mange omvendelser, tilsyneladende under stærke bevægede sjælekampe. Selv purunge drenge og piger i konfirmationsalderen mente at blive helt andre mennesker med fuldstændig nye livsmål. En mærkelig tid at se tilbage på. Jeg gik til præst og blev konfirmeret i foråret 1888, da bevægelsen nok var på sit højeste. Tilskyndet fra mit hjem gik jeg med i ynglingeforeningen, som det dengang hed, uden at det nok kunne siges, at jeg var helt med. En meget almindelig vending, man hørte, var, at nu var den eller den kommet helt med. Der krævedes en selvbekendelse og et nyt sprog, andre glæder, andre venner. Man kunne godt af sine jævnaldrende, når man var til møde, eller der var anledning til det, blive mødt med spørgsmålet, "Hvordan har du det med Jesus?" Når man så følte, at man ikke kunne besvare med et rent ja og et tindrende blik, så vidste man nok, at man ikke blev regnet som rigtig omvendt.

Fra mit hjem havde jeg et stærkt indtryk af, hvad levende kristendom var. Min moder var i sine unge år blevet vakt og kommet til levende kristentro ved bornholmeren (luthersk mission). Og denne kærlighed, der var blevet vakt i hendes hjerte, blev hun tro hele sit liv igennem, og hun søgte ved vidnesbyrd og forbøn at drage sine børn og mand samme vej. Hendes liv er heller ikke blevet uden frugt, skønt hun måske ikke selv fik så meget at se, som hun gerne ville. Det var den noget tunge kristendom med den udprægede omvendelse og det afgjorte brud med verden, som det hed. Og med forsagelse af, hvad verden var. Det var særlig nogle ydre ting, som både bornholmere og indre mission dengang krævede, at man måtte holde sig fra for at være et sandt Guds barn. Disse ting var især druk, dans, banden, kortspil, romanlæsning m.m. Der var dog nok også dengang nogle inden for indre mission, der havde et friere syn på det. Der var nok også nogle, der lagde for megen vægt på disse ydre ting og det rette kanaens sprog, og som forsømte at leve et helligt liv, hvilket er sværere end at bekende med munden, men nok have større betydning for ens egen skyld.

Navnet "De hellige" var dengang et kendingsnavn, men nu (ca. 1942) synes der ikke at være ret mange, der tør kalde sig sådan; måske fordi navnet sætter et skel, eller måske fordi man har fået øje for, at navnet stiller stærke krav. I hvert fald må man med vemod spørge med Brorson: "Hvor er den iver, den kraft, den lue, som i begyndelsen fandtes hos mig?" De fleste af de, der dengang stod i deres første ungdoms kraft, er nu døde og borte, og de tilbageværende går nu mere stille med dørene.

For mit vedkommende kom det ingenlunde i min første ungdom til nogen afklaring. Efter et par års forløb gled jeg ud af de unges forening. Jeg kunne ikke forsage den læsning, jeg higede efter, frem for at læse i Guds ord alene. Jeg var også kommet til at tjene, hvor der spilledes lidt kort, og den spænding, dette medførte, tiltrak mig også meget. Ret hård og slem til at bande blev jeg dog ikke; den, der ikke har mødt det i sit hjem, kommer sjældent ret langt ud deri. Mens mange blev vakt og følte sig forpligtet til at aflægge vidnesbyrd om deres frelser, så voksede modstanden også. De hellige kaldte det forfølgelse fra verdens side. Det indskrænkede sig vel nok til lidt hån og spot fra de, der ikke kunne eller ville være med. Det var særligt fra de, der kaldte sig grundtvigianere. Et navn som de, der ikke ville have med indre mission at gøre, pyntede sig med, uden at kende ret meget til Grundtvig, hans kamp og liv. Det var ellers ikke længe siden, Grundtvigs første venner og tilhængere var blevet kaldt de hellige og havde mødt samme modstand.

Pastor Madsen kom også på sine gamle dage som emeritus til at bo i Skovlund. Han var da blevet mere afdæmpet i sine udtalelser og blev almindelig afholdt af alle ved sin færd. Han ligger begravet på Skovlund kirkegård sammen med sin hustru.

Det åndelige liv i Ansager sogn har forandret sig meget. Nu er der ikke nogen eller kun ganske få, der ved vidnesbyrd eller pågående spørgsmål vækker ind i menneskers sind. Det kunne vel også være, at den stille vækst har fuldt så stor værdi. Det åndelige liv må vel gå i bølger, som så meget andet. Men det er jo sådan, at hvor der er bevægelse, der er også liv, selv om det undertiden kan give vildskud. Stilstand er tilbagegang, og tilbagegang er dødens vej.

Der blev i 1889 bygget missionshus i Ansager, indviet af pastor Vilhelm Bech, der endnu dengang var formand for Indre Mission i Danmark. Senere blev der også bygget missionshus både i Skovlund og Stenderup, og de fik ligeledes hver sin kirke. Et kirkebesøg, som dengang i den gamle Ansager kirke, var der dog ikke. Her var ikke blot stolene fyldt, men også hele gangen.

Fod under eget bord.

Da jeg havde tjent i Lund i 3 år (jeg var nu 28 år), begyndte jeg for alvor at tænke på at få mit eget. Dertil bidrog vel også, at jeg var blevet forlovet med hende, der skulle blive min hustru; og så higer man efter at få sit eget hjem. Jeg tænkte på både det ene og andet, men penge havde jeg ikke ret mange af, kun hvad jeg havde sammensparet af min løn, så nogen større ejendom kunne jeg ikke få for de ca. 2500 kr. Den gang en ikke ubetydelig sum, når man ser på den løn, der var tjent. Men der var også sparet i mange år, og sådanne penge er mere værd end dem, man er kommet lettere til. Enden blev, at jeg i efteråret 1903 købte et stykke jord i Skovlund af Bertel Mølby med et udhus, nogle ungkreaturer og et par svin. Købesummen var omkring 4500 kr. Det var min hensigt at begynde en vognmandsforretning for på den måde at tjene lidt flere penge. Jeg begyndte med 2 heste og 2 vogne; senere købte jeg en hest mere og kørte med 3 for. Kørslen var, hvad der var at få, bl.a. blev der hentet fragtgods i Tistrup. Jernbanen mellem Varde og Grindsted var dengang ikke anlagt, hvorfor Skovlund ikke havde nogen station. Der kørtes landbrugsprodukter, smør, svin og æg m.m. til stationen og hjemkøbtes kraftfoder, kolonial, kul, kunstgødning m.m. Det var galt, at der var 2 fragtmænd mere, Søren Kr. Pedersen fra Ansager havde smør, kolonial og kraftfoder m.m., og Peder Kr. Nielsen fra Hoddeskov havde svinekørsel og tog kornet med hjem til Niels Møller. De ville ikke ret gerne give slip på noget, selv om de ikke var fra Skovlund. Vi blev dog enige om at dele kørslen, jeg havde jo den fordel, at jeg boede i Skovlund. Jeg tror også nok, at vi kom godt ud af det al den tid, jeg kørte. Vi var gode kolleger og har været venner siden. Der blev også mere at køre med efterhånden. Tiden var en opgangstid, hvor der blev bygget meget og udrettet meget arbejde. Jeg kørte også meget grus for kommunen, desuden klyne, og hvad der var at få fat på. Jeg manglede aldrig arbejde, men det blev ikke lige godt betalt. Dog kunne det nok gå rundt for mig og give noget overskud, da jeg var vant til at regne med små penge, og vi var ikke nogen stor familie, der skulle leve deraf. Det var i det hele taget en lykkelig tid med arbejdsvilje og god vilje til fremskridt, og kræfterne slog nogenlunde til. Jeg har aldrig været bange for at arbejde mig træt. Folk undte os også en rimelig betaling, da tiderne var ret gode. De første 1½ år i Skovlund var jeg ugift og købte kosten forskellige steder, den første tid hos Anker Jacobsen, dernæst hos Sine franskvasker og til sidst hos Martha Thomsen. Grunden til, at jeg måtte flytte så tit, var, at jeg ikke kunne være regelmæssig til måltiderne, og de måtte ofte have maden stående og vente på mig, da jeg ikke kunne sige bestemt, hvornår jeg kunne være tilbage. Det første år havde jeg et værelse hos Anker Jacobsen, men så købte jeg et hus af slagter Iversen. Det lå ved siden af min stald. Jeg byttede med en byggeplads syd for vejen og flyttede så ind i mit eget hus og lejede det meste af det ud til P. Uldbæk, som her begyndte en cykelforretning.

Det var et stort savn for alle, at min moder døde i 1904, men mest for min fader, som nu blev en ensom mand. Kristen og Margrethe var nok hjemme, men børn kan ikke erstatte en god hustru, man har levet sammen med i mange år. Der vil blive et savn og en tomhed, der ikke kan udfyldes. Moder blev knap 57 år, men hendes arbejdsdage havde været, om ikke lange, så dog travle og ikke upåagtede. Kvinden er livet i hjemmet.

I foråret derefter holdt vi bryllup 12. april 1905. Det stod i Skovlund forsamlingshus, der lå lige over for vort hjem. Det var ikke almindeligt dengang at holde bryllup uden for hjemmet, men hendes hjem var så lille, at der ikke var plads til dem, vi gerne ville have med. Vort bryllup var det første, der blev fejret i Skovlund forsamlingshus. Siden blev det meget almindeligt. Der var musik og forrider, som det var skik dengang, men ophørte hurtigt efter den tid. Jeg har selv været forrider ved bryllupper nogle gange. Det gav dagen et festligt skær med de pyntede heste og karle. Vielsen foregik i Ansager kirke.

Efter vort bryllup tog vi selv huset i besiddelse. For moder var det nok lidt ensomt, jeg var jo kun lidt hjemme. Vi havde fået et par køer, som hun havde at passe. Da jeg var ene, havde jeg kun kvier, hvis pasning nok også var blevet noget uregelmæssig. Et par grisesøer havde vi da også hele tiden. Jeg købte noget skyllevand, der blev bortsolgt fra mejeriet et par dage ugentlig.

Skovlund by var dengang ikke ret stor. Til vort bryllup var hele byen med. Vore nærmeste naboer var Anker Jacobsen, skrædder Madsen og snedker Nielsen. Vi kom mest sammen med Karen og Jens Iversen, der var slagter. Også uddeler Kristensens og Morten Møllers kom vi meget sammen. Vi kan nok sige, at vi havde gode naboer, men der vil altid være nogle, man føler sig bedre tilpas sammen med. Af den jord, jeg havde købt, havde jeg solgt byggegrund til forsamlingshuset, og ligeledes til slagter Iversen. Jeg solgte også et stykke jord til Anker Jacobsen, som brugte det til at lave cementsten på. Et andet stykke solgte jeg til Knud snedker.

Da vi havde været gift i 2 år, begyndte vi for alvor at tænke på at blive rigtige bønder. Den fragtkørsel var opslidende, hvis man skulle tjene noget ved det. Jeg falbød så ejendom og forretning til skrædder Madsen, som havde solgt hus og forretning til N. C. Nielsen. Madsen slog straks til, hvad jeg ikke havde ventet og halvvejs fortrudt. Nu måtte vi se os om efter noget andet. Jeg tror nok moder sørgede over, at vi skulle flytte; det har altid angrebet hende stærkt og er heller ikke rart. Det er godt at have det hjem kært, der er blevet os givet.

Vi skulle afstå til 1. maj, og vi så på adskilligt, men enden blev da, at vi overtog mit gamle barndomshjem. Købesummen var, så vidt jeg husker ret, 9500 kr. og så noget aftægt til fader, der skulle bo hos os. Vi havde så vort hjem her i omtrent 3 år, og her blev vore 3 første børn født: Elna i efteråret 1907. Stinne godt et år efter og Magnus i februar 1910, så helt let for moder har det ikke været, og ret megen hjælp havde vi ikke. Thea havde vi lidt også den gang, Lene vist også noget af tiden. Min fader hjalp os meget. Arbejde var der aldrig mangel på. Maskiner havde vi ingen af. Der måtte slås græs og høstes med le og tærskes med plejl. Kort sagt, alt arbejde udførtes med håndkraft. Vi var vant til at arbejde, og dagene gjordes lange. Vi var jo også unge dengang. Disse første år ved landbruget var ikke så gode tider. Priserne var små på de ting, landmanden skulle sælge. Udgifterne var vel til gengæld heller ikke så store; det måtte jo afpasses efter hinanden. Men jeg fortrød i hvert fald, at vi var flyttet fra Skovlund. Der kunne jeg da se, at det gav overskud hvert år. Her var de 3 første år lige, så det gik rundt. Vi forbedrede dog en lille smule ved ejendommen. Vi byggede 3 fag til stuehuset den første sommer, så vi nu fik 2 stuer og køkken. Min fader beholdt det midt i huset, hvor han var og helst ville være. Han gik ind til os og fik føden, når han var hjemme. Den sidste vinter var søster Margrethe hjemme og holde hus for ham. For hans vedkommende var det heller ikke tilfredsstillende; han savnede bedriften, og at det ikke længere var hans eget. Dette forstod jeg dog kun dårligt dengang, måske bedre nu; der er mange ting der må erfares, måske gennem bitter erfaring.

Vore naboer var de samme som i mine forældres tid, kun at de fleste var kommet på aftægt, og en ny slægt fra det gamle hjem var kommet til. Hos Kræ Pejsen var Jens Peter og Marie trådt til, Niels P. Jacobsen blev afløst af Else og Kresten, Laust Gejl af Karen og Niels Plauborg. Niels Lundbys ejendom havde Karen og Poul Mølby. Disse var vore gode naboer gennem mange år. Vores omgangskreds har aldrig været stor, det var mine forældres heller ikke. Vore bygninger bestod den gang af et krumhus (2 længer), hvad de fleste af vore naboers ejendomme også gjorde. Nu er de alle blevet ombygget eller i hvert fald meget udvidet, så det nu er små eller større gårde med ikke så lidt besætning. Vores besætning bestod dengang af 2 russiske heste, 7-8 køer, et lignende antal kvier og kalve, samt svin og lidt høns. Vi havde et stykke eng i Lindbjerg Enge, hvor vi havde hentet megen hø, og fader syntes, det havde været en god hjælp til ejendommen. Jeg var dog ked af den lange vej derover; det havde de ældre tænkt mindre over. Jeg solgte så engen; prisen var ikke ret stor, interessen for enghø var aftagende. Man havde lært, at høet godt kunne avles på agerjorden ved hjælp af kunstgødning, som blev brugt i stadig stigende mængde. Oliekager til køerne kunne også erstatte det, og det blev brugt mere og mere. Vores jord var lav og god at avle hø på. Jeg købte så i stedet 7 tdr. land af Jens Gejl. Det var agerjord og hede, der lå lige ved siden af ejendommen. Prisen, jeg måtte betale, var også efter tiden stor, men den var nok rigtig alligevel, for jorden, der ligger tæt ved, er meget mere værd.

Jeg må omtale vor nabo Jens Gejl. Han havde jo fået gården med sin kone Karen Marie. Der havde jeg og mine søskende haft plads som karle, piger eller hyrder. Karen Marie havde været dernede, siden der blev påbegyndt byggeri, vistnok 1881. Der blev bygget til i flere år, efterhånden som heden blev opdyrket, og der blev mere avl og besætning. Karen Marie var først husbestyrerinde for sin far Chr. Lauridsen fra Krongård, der byggede gården. Siden blev hun så Jens Gejls kone, og de overtog Ny Krongård. Hun var et sjældent godt menneske, højt kultiveret, og alle satte hende meget højt. Hendes helbred var ikke godt, brystsyge. Dette var måske medvirkende til, at de efterhånden var blevet kede af at bo på den lave jord, som gården mest bestod af. De tænkte i hvert fald på at flytte derfra og bygge på marken lidt nærmere på Skovlund, hvor jorden var højere og også opdyrket.

Så kom sommeren 1909, den mest besværlige og regnfulde sommer, nogen kan mindes. Markerne var så opblødte, at det næsten var en umulighed at færdes på dem. De lave jorder var dengang ikke drænede her på egnen. Høsten kom i hus i en meget dårlig tilstand trods meget slid. Ikke alle steder var der indbjærget til november. Efteråret fortsatte på samme måde, vinteren ligeså, regn og søle hele tiden. Jens Gejl ville nu have gården solgt, og der var forskellige ejendomsmæglere for at se på den, men det så ikke tiltalende ud efter sådan en sommer.

Jeg havde nok sommetider tænkt på at få en større bedrift, men havde dog ikke dristet mig dertil. En medvirkende årsag var nok også den, at moder altid så gerne ville blive, hvor hun var. Men så var det en søndag eftermiddag, at Jens Gejl kom over til mig og bad mig om at følge med sig til Ølgod næste dag. . Han ville prøve, om han kunne komme til at tale med en ejendomshandler, Chr. Ratmann fra Varde. Han havde set på gården før, og Jens ville, at nu skulle der handles, men han ville gerne have mig med for at hjælpe med at aftale betingelserne. Jeg spurgte, om han kunne tænke sig at sælge til mig, hvis jeg kom som køber og kunne ordne det med pengene. Det ville han da meget gerne, hellere end sælge til fremmede mennesker, som man ikke vidste, om man kunne stole på. Jeg gik så derover mandag formiddag, og turen til Ølgod blev udsat. Vi blev enige om prisen og betingelserne. Prisen blev ca. 25.000 kr. med overtagelse 1. marts 1910. Jeg må sige, at gården blev afleveret uden småligt kniberi. Hvad vi havde aftalt stod fast. Vi havde ellers handlet uden fremmede vidner og havde ikke nedskrevet meget om det, og der blev aldrig lejlighed til gnidning af nogen art. Jens Gejl skulle lade de penge, jeg ikke kunne betale, stå i gården, 15.000 kr. en nærmere bestemt tid. Jens beholdt selv jorden til syd, hvor han byggede en ny gård. Hvor nu hans datter Mette bor, gift med Jeppe Uhd. Jens havde i forvejen købt et stykke jord af landbrugskandidat Nielsen, der beboede den ejendom, som Poul Thomsen nu har, og dette kom med til vores gård, da Jens mente, der var lovlig lidt til 2 gårde. Jeg har dog senere tilbagesolgt noget af den jord til Poul Thomsen.

Nu skulle vi så af med vort gamle hjem. Jeg vidste jeg kunne komme af med det til morbroder Jørgen, men fader ville helst, at hans egne børn skulle beholde det, hvad vi også syntes var rigtigst. Vi tilbød så Kristen og Margrethe det. Kristen var på Tommerup højskole, men han kom hjem i den anledning. Jeg mente at have forbedret lidt på det, og priserne på ejendomme viste nogen stigning og jeg syntes derfor, at jeg måtte have lidt fortjeneste, og det måtte de så gå ind på. Der var fremdeles den aftægt til fader, hvilket dog ikke kom til at trykke dem meget, da han døde et års tid efter.

Det slægtled, vore forældre tilhørte, var nu for længst gået i graven. Nogle af de, der har kendt dem, er endnu i live. Vi er nu selv rykket ind på de gamles pladser, slægt efter slægt segner hen. Jeg kan mærke, at skal jeg have noget skrevet ned om vort ganske almindelige livsforløb, må jeg bruge tiden. Hukommelsen svigter, og andre åndsevner er også i aftagende. Det ville ellers gå mig på samme måde, som der fortælles om digteren Johs. Skjoldborg. Da han ville til at skrive sine erindringer, kunne han ikke huske det, han ville have fortalt, og således er det nok gået flere. Tiden er kort og kan let løbe fra os.

Vi flyttede så 1. marts over til det sted, der fik lov at være vort hjem i over 30 år, den længste og nok betydeligste tid af vort liv. Der var dengang et jordtilliggende på 51 tdl. Et års tid efter solgte jeg et stykke eng til Kristen på knap 4 tdl. for 1200 kr. og siden som før omtalt 4½ tdl. til Poul Thomsen for 3200 kr.

Besætningen, jeg fik med gården, var på 4 heste og godt 30 kreaturer, samt svin og høns og alt udbo. Der var dog kun i maskiner en slåmaskine og en hesterive. Der var hverken tærskeværk eller lignende. Det gik alt på den gamle maner. Vi beholdt Kristen (Jens Gejls søn) til karl den halve tid den første sommer, og så havde vi Thea, som hjalp os i flere år. Havde det foregående år været vådt og fugtigt, begyndte det godt i foråret, og det blev en dejlig sommer med passende regn og varme.

Jeg mindes endnu, at det ikke alt sammen gik så godt for os. Blandt hestene var der en 4-årig hoppe, der var med føl, og hvor hoppen døde efter fødslen. Føllet fik vi opdrættet hos Th. Markussen i Skovlund, der havde mistet et føl ved samme tid, og hvor moderen levede. Og det gik meget godt. Det var et hoppeføl (Tulle), som vi beholdt i mange år.

Vi kom nu til 18. maj. Den dag brændte gården midt om eftermiddagen. Karlen og jeg var i marken, og moder og Thea var ved at bage rugbrød i den store ovn i bryggerset, hvor der blev fyret med lyngkvas og klude. På en eller anden måde var der kommet ild i stråtaget på stuehuset. Thea kom løbende over efter os, men da vi kom hjem var der intet at gøre uden at se på og få de kreaturer ud, der endnu ikke var kommet på græs. Det lykkedes også med undtagelse af nogle høns og svin. Der var stråtækte bygninger overalt på den firlængede gård. Der var temmelig stærk blæst, og i løbet af ganske kort tid var hele gården nedbrændt. Skønt der hurtigt samledes mange mennesker, lykkedes det ikke at redde ret meget indbo. Ilden bredte sig med voldsom hast. Det meste af Jens Gejls indbo, der stod i den øverste stue, brændte også, men lidt blev dog reddet ud ad vinduet til haven, efter at taget var skredet. Af vort indbo blev næsten intet reddet. Dog kom mit skrivebord ud med enkelte bøger, hvad jeg var glad for, da det indeholdt mine papirer og nogle få rede penge. Vi havde knap nok tøj til kroppen, jeg var gået i marken i skjorteærmer. Der gik mange ting op i luer, som vi gerne ville have beholdt, også noget der havde betydning for én ud over den egentlige værdi, og som ikke kan fås for penge. Mange ting, som moder selv havde forarbejdet, fotografier af venner og højskolekammerater, bøger m.m. Vi havde nu 3 små børn, så tiden for moder til at lave håndarbejde var begrænset.

Vi kom så over at bo i vort gamle hjem, og der havde vi husly den sommer, mens genopbygningen stod på. Vore kreaturer fik også husly derovre under en slags staklade, som vi fik indrettet til stald, hvor vi kunne malke. Vi havde ikke så langt derfra til at trække dem over på vores græsmark. Vi måtte nu se at få bygget op igen. Anker Jacobsen og snedker Nielsen påtog sig at udføre arbejdet for timeløn. Murertimelønnen var dengang 50 øre, mens snedkere og tømrere fik 45 øre i timen. Det blev mest deres svende, der kom til at udføre arbejdet, og vi må sige, at de arbejdede ordentligt og tilfredsstillende. Desuden var vi heldige med vejret, da det var en sommer med godt arbejdsvejr for det meste, og det betyder meget, også for byggearbejdet.

Samme eftermiddag, som gården var brændt, blev der holdt brandforhør af en fuldmægtig fra Varde herredskontor., uden at det dog nøjagtigt blev opklaret, hvorledes ilden var opstået. Han mente, at herredsfogeden ville kalde mig til Varde til yderligere forklaring. Dengang var herredsfogeden også politimester. Det skete dog ikke, så de må have fundet det fyldestgørende, som var blevet oplyst under forhøret herhjemme. Assurancesummen for såvel bygninger som løsøre var ret ordentlige, for vi blev behandlet pænt ved opgørelsen, så noget økonomisk tab ved branden led vi ikke, men dog nok noget driftstab. Man får ikke det fulde udbytte af sin besætning under sådanne forhold og heller ikke sin jord passet så godt som ønskeligt, men det gik dog helt godt. Det første, der blev opført, var kostalden, mest for at få plads til noget hø på hvælvingerne. Det blev alligevel lovlig sent, inden vi kom til at bjærge det. Det næste var laden, hvor der i enden også var noget af stalden, så kreaturerne kunne ikke komme ind, før begge udhuse var færdige. Dette fik vi da også så tidligt, at kornet kunne komme ind rettidigt. Høsten faldt dengang ikke så tidligt som nu. Omkring 1. september blev der taget fat på stuehuset, men det nåede dog ikke at blive færdig til indflytning før hen i november, og da var det langtfra tørt. Efteråret havde ikke været så tørrende. Det var sikkert ikke sundt for moder og de små børn at gå i det fugtige hus hele vinteren. Der måtte fyres meget for at tørre på det. Godt at det ikke blev så hård en vinter. Hele den sommer med branden, og hvad der fulgte med, havde været hård ved moder og angrebet hendes helbred stærkt.

Til november fik vi en karl på fuldtid, Hans Knudsen fra Nollund. En dygtig karl, som vi var meget glade for. Vi fik meget bestilt dette år. Om vinteren fik vi grøftet meget, og om sommeren flyttede vi flere hundrede læs jord fra grøfterne, alt sammen med håndkraft. Der var altid nok at tage fat på, og vi havde mod på det.

Det var en økonomisk god tid for landbruget. I de år, der nu fulgte, var der en jævn stigning på vore landbrugsvarer. Det er altid rart at være landmand, når det går til den side. I nedgangstider følger udgifterne med, men altid bagefter. Den kloge søger at samle noget sammen i den gode tid til den mere vanskelige, der altid må følge efter. Stadig opgang kan der ikke være; det går i bølgedal.

Året efter fik vi Harald Hansen til karl. Ham havde vi i 2 år, indtil han skulle ind som soldat. Så fik vi Teodor Jensen (min fætter), men han blev imidlertid syg hen på sommeren og kom på sanatorium. Harald Jensen, der nu var færdig med soldatertjenesten, fik vi atter fæstet. Men først i august udbrød den Første Verdenskrig, og Harald Jensen blev indkaldt til sikringsstyrken, hvor han måtte ligge inde det meste af et år, så ham fik vi ikke mere. Vi fik i stedet Kristian fra Tønning. Senere fik vi Jørgen Dam (moders broder), og Niels Hermansen var her også et år. Sommeren 1920 havde vi Jens P. Jensen, der senere blev uddeler i foderstofforretningen. Ham havde vi i flere år til hjælp ved det strengeste arbejde. Vore egne børn var nu ved at vokse til, og de måtte så hjælpe, vel til tider hårdt nok for deres kræfter. Der var meget at gøre i vort hjem.

Vi havde efterhånden fået en stor børneflok, og dette giver, som de fleste ved, og som selv har prøvet det, meget arbejde, og det går altid hårdest ud over moderen. Hendes helbred var ikke hele tiden så godt, mere end et år var hun på nerveanstalten Filadelfia ved Dianalund, men hun kom da Gud ske lov nogenlunde rask hjem igen. Siden den tid er det gået op og ned med hendes helbred. Vi har begge måttet tage kortere og længere ophold på forskellige sygehuse, men nu er det for det meste efter forholdene ret godt, man kan ikke vedblive at være ung og rask. Vi havde meget af tiden Thea som vor trofaste hjælper.

Krigen medførte meget stærk stigning både på landbrugsprodukter og alt andet. Der var store muligheder for at lave penge for hvem, der kunne producere noget. Alt i retning af fødevarer, der dengang var Danmarks vigtigste erhvervsartikel, var stærkt efterspurgt. Dengang fik vi lov at have udførsel til både Tyskland og England i samme forhold, som vi før havde haft. Selv om det, vi kunne undvære, blev mindre år for år, fordi indførsel af kraftfoder og kunstgødning omtrent helt var ophørt, så var priserne dog så høje, at der var store muligheder for hvem, der havde det godt i gang før krigen. Men det modsatte var vel tilfældet for begyndere og de fattige. På hjemmemarkedet blev der indført maksimalpriser med rationering af de mest nødvendige varer. Dette var dog ingenlunde til udelt tilfredshed. Der er altid mange, der mener, der burde være frit slag til at berige sig selv, om det så går ud over deres medmennesker, og det bliver tit de svageste, det går ud over. Det var et gode dengang, at ingen fremmed magt for alvor prøvede at blande sig i vore forhold. Vor neutralitet forblev uberørt.

Det er bagefter let at se, at den guldstrøm, der flød ind over landet, kun gjorde skade. Menneskers fordringer steg og er blevet ved at stige, indtil nu de allersidste år (ca. 1942) har sat en stopper derfor. Den gamle nøjsomhed og sparsommelighed, der havde kendetegnet den bedste del af folket, blev mere og mere trængt tilbage. Trangen til luksus har bredt sig i frygtelig grad. Det gamle ord, at gudsfrygt og nøjsomhed er en stor vinding, er ikke i kurs. Der skal stærke rygge til at bære gode dage.

Den lange krig fik også ende, Tyskland måtte overgive sig og lade Vestmagterne diktere fredsbetingelserne, hvorved der blev mulighed for, at vi kunne få Sønderjylland tilbage. Måden, det skete på med folkeafstemning, var sikkert den bedste, der kunne være brugt. Vort forhold til Tyskland har da også været det bedste siden.. Hvordan det nu vil gå, kan ingen se, men vi må håbe det bedste for vort fædreland. Kan være det er en tiltrængt prøvelse, vi er inde i. Så kommer det an på, hvordan vi bærer den.

Det viste sig nu efter Første Verdenskrig, at der gik lang tid, før der atter kom gang i produktionen af varer, og at de ikke kunne afsættes til priser, der kunne dække omkostningerne. Så blev der krise inden for landbruget. Der var mange af de unge, særlig af dem, der havde købt i den dyre tid og intet mærket til de gode tider, det snart kom til at knibe for, og det var vel ikke så sært. Der var desværre også mange af dem, der havde haft de store muligheder under krigen til at samle rygstød til at konsolidere sig, som havde forsømt det. Også flere af dem var rede til at modtage krisehjælp, som man også fra statens side ydede uden smålig hensyn til, om vedkommende var det værd eller ej. Det kunne vel heller ikke let lade sig gøre at skille værdige og uværdige ad. Der var mange unge, som til store priser havde overtaget deres ejendomme lige før prisfaldet kom, og som uskyldige var kommet ind i det. For høje priser på landsbrugets salgsvarer bliver uvægerligt til størst ulykke for dem selv.

For os var årene gået med arbejde og med at få vore børn opdraget. Tiden går hurtigt, når man ser tilbage. Jeg synes ikke, det er så længe siden, jeg fulgte Elna op til Skovlund skole, hvor hun og Stinne begyndte hos Magda Kristensen og hendes fader, den nu aldrende lærer Kristensen, som også jeg havde gået i skole hos. Det varede kun et par år, så blev Lund skole bygget 1915. Der skulle vore børn gå, selv om vi ellers vedblivende gerne ville have haft lov til at sende dem til Skovlund til vore gamle lærere, hvor vi var så kendt. Vi havde lige langt til skolerne, men Lund skole skulle have sine børn også fra denne side for at aflaste Skovlund skole, og det måtte vi bøje os for. Det varede da heller ikke længe, før Elna og Stinne var glade for at gå til Lund skole. Vi har været glade for lærer Poulsen og de skiftende lærerinder. Efter et par års tid fik vi en skolesti ført igennem, det kortede vejen en del. Stien har vore børn gået mange trin på. Det var en stor flok, moder skulle have smurt mad til, sommetider indtil 5. Også det får ende, og nu er der gået adskillige år, siden vore børn holdt op med at slide skolestien. Nu er der ingen, der benytter den. Om den igen vil blive taget i brug, når vore børnebørn og Poul Thomsens børn om kort tid skal til at gå i skole, ved man ikke. Nu benytter børn jo meget at cykle, og så gør det ikke meget at skulle køre uden om ad Adelvejen. Vore børn gik til fods hele deres skoletid, ligesom vi selv havde gjort.

Efteråret 1921 blev Elna konfirmeret i Ansager kirke, og nu gik det lige så rask med at få dem ud af skolen, som da de rykkede ind. Flokken var jo blevet stor, 10 i alt. De yngste var de kære tvillinger Nina og Ester, født 2. august 1921. Nu 21 år efter er der atter kommet tvillinger i vort gamle hjem hos Anders og Stinne, Gud bevare dem.

Vore børn har, efterhånden som de blev voksne, haft et ophold på Tommerup højskole, et sted hvor de har været glade for at være. De har også været der en gang imellem til elevstævner, men med tiden bliver det nok sjældnere. De fleste af dem har egne hjem, og så bliver det vanskeligere at komme ud.

Jeg er vis på, at min moder ikke havde set ret mange sogne ud over sit fødesogn Ølgod og så en del af Ansager sogn. Jeg tror ikke, hun nogen sinde har set Vesterhavet. Der var ingen biler og cykler, og det var i begyndelsen med jernbanen, og den benyttede småfolk kun sjældent. Hvad man ikke har kendt, savnes ikke, men det kan dog nok have sin værdi at se andre egne.

Min fader havde været med i krigen i 1864, og derved var han kommet meget omkring, men efter sit giftermål, kom han heller ikke meget rundt. "Æ ståg ska nok hold æ ronnever", sagde de gamle, og det passede for de fleste.

Julie blev uddannet på Århus seminarium til lærerinde. Denne gerning har hun dog opgivet og er nu blevet gift med Magnus Østergaard. De har hans barndomshjem i Stenderup.

Vore børn har haft forskellige pladser. Den første, der kom ud at tjene, var Niels, som kom over til Horsbøl Lauridsen, hvor Magnus også senere har været. Elna og Stinne har tjent hos Jørgen Thomsen og på mejeriet. Der har Julie også tjent et par år, inden hun begyndte på seminariet. Thyra har tjent hos Peder Kruse i Lærkeholt og i Tiphede, hvor hun har fået sit hjem. Stinne har også haft plads længere borte Gelballe ved Lunderskov og ved Rønde på Djursland.

Niels blev uddannet til gartner i 4 år hos gartner Sørensen i Varde. Han var også hos en gartner i Beder ved Århus. Niels har desuden tjent hos sin broder Magnus, Andreas Helt, samt været karl hjemme. Magnus har også været karl hjemme og tjent på Fyn, men fik i øvrigt selv ejendom i en temmelig ung alder.

Elna var også husbestyrerinde hos Peder Jensen, Vesselbjerg, hvor hun fik sit hjem. Arne var et år i Salling hos Stinne og Anders, var også hjemme som karl, men efter at vi er kommet af med gården til Anders og Stinne, har han tjent i Tiphede i 2 år hos Ejner og Thyra.

Olga tjente i 2 år hos Karl Lauridsen, derefter 1 år hos Magnus, og efter sit højskoleophold har hun haft plads hos lærer Dejbjerg i Svindinge på Fyn.

Vore yngste piger, Ester og Nina, har også været ude i en meget ung alder. Nina først 1 år som lille pige hos Magnus, derefter 1½ år hos Stinne i Salling, så hjemme 1 år og derefter igen hos Stinne 1 år, da de var kommet herhjem. Dog afbrudt af 3 mdr. højskoleophold. Siden november 1941 er hun på Fyn. Ester har været i Tiphede et par år, og efter sit højskoleophold tjener hun nu også på Fyn.

Dette er vel nok det meste af de små sving deres livsbane indtil nu (1942) har slået. Det meste af deres arbejde er dog lagt i deres barndomshjem i hus og bedrift. Vore piger har hjulpet mig meget i stald og lade, i mark og bedrift. De har været villige til at hjælpe ved, hvad de kunne, og derfor skylder vi dem megen tak. Det skal heller ikke skade senere, at de fik lært at arbejde. Kunne de blot med glæde tænke tilbage på den tid, vi var sammen. Den er forbi og vender ikke tilbage. Hvad der blev dårligt gjort, kan ikke rettes igen. Der var så meget, der ikke var som det skulle eller burde være. Man ser det bedst bagefter, når det uigenkaldeligt er for sent.

Vort hjem er som tidligere nævnt, blevet prøvet både på den ene og den anden måde med sygdom og anden modgang. Vi har dog indtil nu fået lov at beholde hinanden og vore børn, selv om de nu alle fra hjemmet er dragne.

Jeg har fået lov at lægge mit arbejde i egen bedrift uden at være overlæsset med offentlige og private hverv i særlig grad. Hvad der har været mig betroet har ikke været særlig tidsspilde. Mine medmennesker har vist rigtigt indset, at ledende stillinger var der andre, der var bedre egnet til. Jeg har nok, som de fleste andre, i kortere eller længere tid været medlem af forskellige bestyrelser i vores foreningsrige tid. Hvis jeg kan gøre det, uden at være ubeskeden, kan jeg godt nævne en del af dem. Jeg har været i bestyrelser for brugsforeningen, foderstofforeningen, biblioteksforening, sygeplejeforening, kvægavlsforeningen m.fl. Har været revisor i andelskassen, mejeriet, foderstofforeningen, sparekassen og Ansager andelsslagteri.

Nu er jeg omtrent uden for det hele, og det er helt i orden, enhver har sin tid, og så må man vige pladsen for de yngre, enten vi gør det med glæde eller ikke. At gå godvilligt og i tide er det klogeste.

Kvægbesætningen, der var på gården, da vi købte den, var af blandet race. Der var også nogle gode køer imellem. Jeg søgte at få det hele forbedret lidt i retning af korthorn og var derfor medlem af forskellige kvægavlsforeninger, var også medvirkende ved køb af avlstyre. Det gik dog sådan, at mælkeydelsen blev ringere og ringere, og vi fik smitsom kalvekastning. Dette var til stede i flere år med mere eller mindre tab. Nogen tuberkulose var også til stede i kvægavlsbesætningen, hvilket særligt gav sig udslag i smitte til svinene og dermed betydelige tab. Det var ikke nemt at komme til livs, når man skulle skaffe mange dyr, hvad der var nødvendigt på grund af ufrugtbarhed. Det ene med det andet gjorde, at jeg besluttede at sætte hele besætningen ud for at få noget rent og kastningsfrit i stedet for. Et arbejde med at komme tuberkulosen blandt kvæget til livs var påbegyndt, noget der siden er skredet stærkt frem. Jeg var også noget i tvivl om, hvilken race der skulle vælges, men det blev da den sortbrogede jyske, vi bestemte os for. Der var kommet en del ejere af denne race, og flere er kommet siden.

Besætningen blev sat ud i eftersommeren 1938, og vi rensede stalden meget grundigt, hvorefter den stod tom i 3 uger. Nu begyndte jeg så at indkøbe nyt. Min broder Kristen kørte mig til Kjellerup, hvor vi ved en salgsleders hjælp indkøbte 14 voksne dyr, mest kvier med kalv. De blev leveret først i oktober. 8 stk. havde jeg indkøbt hos forskellige i Skovlund. Det var ikke rart at se på den tomme stald, og vi var glade ved igen at få nogle dyr at passe, særlig da vinteren nærmede sig. Det begyndte slet ikke så godt med den nye besætning. Godt en måned efter fik vi mund- og klovsyge, der atter rasede på egnen, og derved mistede vi 5 voksne dyr og nogle kalve. Hen efter jul, da epidemien havde udraset, købte jeg igen 3 køer og en tyr. Nu fik vi lov at beholde, hvad vi havde og var godt tilfredse med det meste af det. Ved den efterfølgende tuberkulinprøve bestod de alle, og det var en stor glæde for os, da det naturligvis var imødeset med spænding de første gange, om de nu ville blive ved med at bestå, og om kastningen helt var udryddet. Sygdommen har dog heller ikke vist sig siden.

Ved overtagelsen af gården var jorden meget lav og vandlidende. Min forgænger blev da også kaldt Jens i mosen, fordi marken var af meget kæragtig karakter, og nu beholdt han jo selv det højeste, så man forstår, det var noget, der trængte til afvanding, hvad vi også efterhånden fik udført. Vi har ofret meget arbejde på det, først med åbne grøfter, siden med rørlægning og dræning. Penge og slid har det kostet, men det kan vel nok i nogen måde siges at være lykkedes. Sammen med karlene begyndte vi at uddybe afledningsgrøfterne og så nedlægge drænrør. Den største part af dræningsarbejdet er dog udført af K. N. Hansen, Skovlund. Jorden er derved blevet meget forbedret og er nu ikke værre at have med at gøre end naboernes. Hovedafløbet blev også ved Hedeselskabets hjælp uddybet meget og optaget som offentlig vandløb under navn af Ny Krongård bæk.

Den vestjyske jord lider meget af den stærke blæst, og ikke mindst vores jord lå udsat for den hårde vest- og nordenvind på grund af hældningen mod nord og vest, og desuden var der meget åbent, da vi havde det store engdrag Engebæk grænsende op til vores jord. Der var en stor åben strækning helt over til Lindbjerg Mark, så vinden ret kunne samle styrke. Jeg havde nok haft øjet åbent derfor, og det var meningen, der skulle gøres noget, men der gik dog flere år, og storm og sandflugt havde lavet store ødelæggelser, før jeg begyndte at plante noget. De sidste tørre somre og usædvanligt hårde vintre har også gjort sit til, at man kan se betydningen af en veludført læbeplantning. Men det er noget, der stadig må passes, udvides og fornyes. Men hvad er vi mennesker her ellers for; uden kampe ingen sejre, hvor ploven ej kan gå, der bør et træ at stå. Ja, det kunne vist blive godt, om noget af den dårligste pløjejord blev beplantet. Det skulle nok lønne sig i form af bedre afgrøder på den øvrige jord og give bedre læ for kreaturerne.

For omkring 50 år siden blev der plantet ikke så lidt på disse egne, men hvad der dengang blev plantet er nu falden og i færd med at forfalde, og i den mellemliggende tid er det kun mangelfuldt vedligeholdt, endnu mindre udvidet i større udstrækning. Den, der planter, må til dels se sin løn i bevidstheden om at have udrettet noget til efterslægten, lønnen følger ikke sådan umiddelbart efter, men glæden over at se det gro har man da. En sår, en anden høster.

Jeg har også i tiden, der er gået, tilført jorden megen mergel, dog ikke den sidste halve snes år. Dette er også et arbejde, der stadig må gentages. Den stærke brug, man gør af jorden, kræver også, at den side af det er i orden. Vi har selv opgravet meget i vor jord, hvor der findes noget af fin kvalitet. Vi har også hentet en del i Jens Vad Jensens mergelgrav og desuden fra Galtho mergelleje, samt mange vognladninger fra Klovbygård. Der var en tid, hvor vores jord var overmerglet, hvilket giver sig udslag i visse plantesygdomme, imod hvilke man så igen må bruge forskellige midler som modgift bl.a. i form af blåsten og mangan.

Omkring 1940 var vi ved at blive gamle og opslidte. Helbredet var ikke altid så godt, hverken for moder eller mig, og vi begyndte så at tænke på at afstå ejendommen på en eller anden måde. Gerne ville vi, at et af vore egne børn kunne overtage hjemmet. I omtrent en menneskealder havde vi fået lov til at kalde det vort hjem, og det havde været et godt hjem for os, og det var på mange måder blevet os kært. Vi mente så og håbede, at det kunne blive det samme for et af børnene. Det så dog ikke ud til, at det kunne lade sig gøre for udbetalingens skyld. Vi ville gerne hjælpe dem lidt alle sammen efter bedste evne, og da flokken var stor, måtte vi have en nogenlunde stor udbetaling og en ordentlig pris for gården.

Flere af vore børn var efterhånden blevet gift og bosiddende, og de, der var tilbage, var endnu for unge eller havde ikke så let ved at få det ordnet, fordi de havde for få penge. Arne, som nok var den, der burde have haft gården, var indskrevet som soldat, og ingen kunne under de daværende forhold se, hvad der ville ske. Han kunne vente indkaldelse når som helst. Siden gik det anderledes. Jeg havde tilbudt Stinne og Anders at komme hjem og overtage den, hvis de ville. De havde for nogle år siden købt en gård i Junget i Salling. Hvis de kunne få gården deroppe solgt tilfredsstillende, ville de godt hjem. Nu hjalp krigskonjunkturerne til, at det kunne lade sig gøre.

Så kom de da her til Skovlund den 10. oktober 1940 og overtog dagen efter vort hjem Ny Krongård kaldet fra den første tid, da den gamle sognefoged Chr. Lauridsen havde bygget dernede på en udstykning fra den gamle Krongård. Jens Gejl havde godt nok også sat dette navn på den gård, han byggede oppe på banken, hvad jeg ikke kunne have noget lovligt at indvende imod, da han ikke havde solgt mig navnet, selv om jeg rigtignok tænkte, at det fulgte med ejendommen. Den har da også båret navnet siden, og det er indført på generalstabskortet, hvilket den anden ikke er.

Vi havde kort før salget, 12. september, fejret et lille bryllup for Julie og Magnus, og det blev det sidste gilde, vi holdt i vort gamle hjem. Ak ja, "Vi har intet uden, at vi efter kortere eller længere tid må afstå det, alt er kun til låns os givet".

Vi blev dog den første vinter boende sammen med Stinne og Anders. Vi havde købt byggegrund i Skovlund af sognefoged Kr. J. Kristensen i Krongård, men kunne ikke få huset bygget færdig i efteråret. Moder og jeg boede så i det gamle børneværelse den vinter, og det gik meget godt. Lidt knebent var der med plads, men vi kom da om ved det på den bedste måde.

Første juni 1941 var vort nye hus færdig, og vi kunne flytte ind. Nu var vi så her i Skovlund igen, hvor vi begyndte for 39 år siden, men det er ikke det samme, og vi er ikke de samme som dengang, livet lå foran os med sine muligheder, ukendte, men derfor fyldende sindet med planer og håb. Ja, menneskelivet er på en måde kort. Der er mange ting, der ikke blev gjort, fordi det blev sat til side for noget andet. Evner og kræfter slog heller ikke til. Forbedringer er der dog sket. Der var over 10 tdr. land hede, der ikke var opdyrket, da vi overtog, og det meste af den opdyrkede jord var ikke i kultur. Jens Gejl beholdt den del af jorden, der var mest i orden.

Vore naboer her i Skovlund er mest gamle folk, der ligesom vi er flyttet ind fra landet. De nærmest boende er Kirstine Markussen, Bertel Hjulers og Boisen Kristensen, og i den korte tid vi har været her, er der allerede sket 2 dødsfald, Theodor Markussen og Bertel Hjuler, inden for den snævre kreds. Vi savner dem.

Jeg havde tænkt, at jeg skulle være lidt til gavn for børnene eller tjene lidt penge ved lettere arbejde. Har også været lidt ude, men der er ikke megen brug for mig. Moders svigtende helbred gør det også nødvendigt, at jeg er hjemme og hjælpe lidt ved husgerningen. Det er ikke, hvad der før har været mit arbejde; jeg har været optaget af så meget andet, og det at gøre rent i huset og lave mad, og hvad der er af meget andet i et hjem, særlig med en stor børneflok, ja, det har mest hvilet på moders skuldre. Den byrde har nok mangen gang været tung nok for hendes små kræfter. Jeg er nu glad ved efter hendes anvisning at hjælpe med, hvor jeg kan og synes da også, at øvelse gør, om ikke mester, så dog at man kan bedre. Det er godt at have lidt at se efter i stedet for at sidde ørkesløs hen, den arbejdsløse er et beklageligt menneske. Glæden over veludført arbejde er af de største livsværdier, der er givet os mennesker. Jeg har heller ikke måttet klage over mangel på opgaver at tage fat på, men har så ofte syntes, at der indtil nu var for meget, der trængte sig på, at jeg glemte at takke derfor. Er det ikke Jeppe Aakjær, der siger, "Jeg bærer med smil min byrde". Ja, havde man blot altid gjort det, så havde livet været lysere såvel for en selv som for dem, man færdedes imellem. Der er heller intet arbejde, der er så simpelt og upåagtet, at det ikke er værd at takke for at blive betroet, selv om lønnen, man får for det, er lille.

Vi havde håbet at kunne leve af renterne af de penge, vi havde sparet sammen, men dette blev dog en skuffelse, som forholdene var blevet. Renteindtægterne går ned, og man må give en stor del deraf til skatter, og alt, hvad man skal købe, stiger til priser, der slet ikke står i rimeligt forhold til vore indtægter. Skal det blive sådan ved, kan vi snart nå at se bunden på vore pengebeholdninger. Men så kan vi vel få understøttelse af en eller anden art; vi forlanger ikke at have det bedre end andre. Måtte vi blot blive ved at have fred og nogenlunde ordnede forhold, så ordner det sig nok på en tålelig måde for os. Ja, måtte vort land blive forskånet for direkte deltagelse i den frygtelige verdenskrig, der nu hærger verden, og vor ungdom blive fri for indkaldelse i den krig, der nu tager de fleste og mest arbejdsduelige i så mange lande. Ja, så har vi grund til ydmygt at takke; vi har haft det godt indtil nu. Der bliver gjort meget her i landet for at fordele de mest nødvendige levnedsmidler og brændsel m.m., sådan at alle kan få noget, og derfor må vi være taknemmelige, ellers ville der være mange af de svageste, der fik for lidt. Menneskers begærlighed og havesyge er stor. Enhver er sig selv nærmest, det ligger så nær for os alle.

Jeg er nu begyndt at binde halmkurve; et arbejde som så mange ældre mænd har taget op, når kræfterne begynder at tage af. Der er ikke noget større at tjene derved, men det hjælper med at få tiden til at gå. Jeg synes nok, jeg nu kan udføre det nogenlunde ordentligt, og så kan der altid blive brug for en tørvekurv til en eller anden af vore børn. Når frosten binder jorden, og sneen fyger om hushjørnet, er det godt at sidde i et varmt køkken og se ud, især når man har noget i sine hænder, og så går tiden så godt.

Tankerne går nu tilbage til de dage, der svandt, og vi kan sidde inde bag vort køkkenvindue og se på den jord, der var i vores eje for nu 40 år siden, og hvor vor første selvstændige virksomhed faldt. Uden for vor dør har vi Krongårds jord, også der har jeg arbejdet i mine unge dage. Det er ikke uden vemod, man ser på den travlhed, der nu er på de samme marker. Det er kun en selv, der er uden for det. Et menneske glemmes hurtigt, selv den, der betød mest og syntes uundværlig, savnes ikke længe. Livets hjul ruller videre lige så godt uden vor hjælp, og det er godt det samme.

I dag er det den 18. juli 1946, og nu er der gået 3 år siden jeg sidst nedskrev nogle af mine livserindringer, så måske jeg skal prøve at føje lidt til om den tid, der er gået. Det bliver ikke meget, endskønt tiden siden da har forandret meget i mine livsvilkår. Prøvelser er i den tid kommet ind over vort hjem. Niels er død ved et ulykkestilfælde den 15. april 1944, brat og pludselig kom det, og det har kastet dybe skygger ind over os alle. Det tungeste slag var dog vor kære moders bortgang den 29. juli 1945. Hun blev ligeledes så pludselig revet bort, at ingen af os fik sagt hende farvel og tak for, hvad hun havde været for os alle. Siden er livet blevet ligesom uden mening for mig, nu ud over støvets år: "Halvfjerdsindstyve er støvets år, hernede med strid og møje", står der i en kendt salme. Moder nåede det ikke, 66 år blev hendes dages tal. Kunne jeg blot riste hende en minderune, der kunne sige, hvad vi har mistet i vor kære moder. Jeg evner det vel ikke, men glad er jeg for at kunne sige, at hun de sidste år stod mit hjerte nærmere, alt efter som tiden gik. Hvor har jeg glædet mig til at komme hjem til hende om aftenen, og jeg tror også, enten jeg var det værd eller ikke, at denne glæde var gensidig. Moder ville så gerne gøre vort hjem så godt for alle, som hun evnede det med de små midler, hun fik lov at bruge dertil. Arne sagde på hendes begravelsesdag, at moder var så let at berede en glæde, og det var så sandt så sandt. Hvor kunne hendes øjne hænge ved et trøstende eller anerkendende ord. "Oh, skænk mig en blomst, mens jeg lever, mit øje ser ikke de blomster, du lægger på min kiste ned". Moder ved heller ikke, hvor meget hun er i mine tanker, og hvor levende hun endnu er i sit hjem. Jeg synes, det for mig er uforståeligt, at hun virkelig er uigenkaldeligt borte. Vi håber og tror dog, at vi ved Guds uforskyldte nåde og barmhjertighed må få lov at mødes igen i livets land, hvor alt er såre meget bedre, hvor alt, hvad der her var plettet af synd og ufuldkommenhed, er borte, og alt er fuldbragt ved Guds kærligheds magt.

Den mangel på arbejdskraft, krigen førte med sig, bevirkede, at der blev bedre brug for den nytte, jeg kunne gøre, både ved det ene og det andet. Jeg går igen ud i det daglige, på akkordarbejde i roer og kartoffeloptagning m.m. De sidste 3 år har jeg haft en del arbejde på mejeriet, heraf de sidste 1½ år ved at fyre til stadighed fra 5-7 timer om dagen. En sommer hjalp jeg på kaseinloftet sammen med H. Hermansen. Dette har givet os hjælp til at leve. Vi har ikke gjort store indkøb, idet der har været meget lidt at få, da der både under og efter krigen hersker varemangel. Hvad man skal have til føden, er meget dyrt. Vore sammensparede penge er blevet udrøje; de er samlet i en tid, hvor man kunne få mere for dem. Den forholdsvis lille dagleje, jeg kan tjene, er derfor af stor betydning for vort hjem. Man vil nødig, at forholdene tvinger til alt for hurtigt at opbruge den lille kapital, man har tilbage. Dog skal vi ikke have noget med herfra, men vil dog gerne betale enhver sit. Jeg får for mit arbejde på mejeriet omkring 1 kr. i timen. Dette er mere, end jeg nogensinde før har tjent, da jeg var yngre og kunne udrette mere. Til gengæld havde de erhvervede penge dengang større købeevne.

Nu er dette år stærkt på held, og det er som, jo ældre jeg bliver, desto hurtigere og hurtigere ruller årene, og jeg kommer nærmere mit livs afslutning. Jeg havde ikke i mine yngre dage troet, at jeg skulle nå så høj en alder, stærk har mit helbred aldrig været. For tiden må jeg dog være meget taknemmelig for det helbred, jeg har efter min alder. Olga har været hjemme det sidste år for at passe huset og har holdt det i samme gode orden, som moder gjorde.

Jeg har hele tiden syntes, siden moder døde, at det var for meget, at have en gående for at passe mig, og i foråret 1947 tog Olga plads som husbestyrerinde hos Dejbjerg Jacobsen. Jeg syntes ikke, det kunne gå med de nuværende lønninger at have hende herhjemme. Jeg spiser nu for det meste min middag omme hos Lene og Thea og holder så mig selv med tørkost. I sommer synes jeg nok, det kan gå på denne måde. Der vil nu blive bygget et alderdomshjem her i Skovlund, men hvornår det bliver, er uvist på grund af byggevanskeligheder. Bliver det i min tid, har jeg tænkt, at jeg måske kunne få lov at ende mine dage der. Det må da være billigere at have fælles husholdning for de mange enlige, og ensom bliver mange af os enten før eller senere.

For børnene er tiden gået for de fleste uden særlige begivenheder. Herfra må dog regnes Arne. Han havde købt gård i Outrup og der håbet at få sit hjem sammen med sin forlovede Kirstine Kruse. Han flyttede dertil sidste år til november, men kort tid efter fik han en hånd delvis revet af i en tærskemaskine. Efter et længere ophold på Varde sygehus kom han tilbage til gården, men syntes ikke, han kunne beholde den, handicappet som han var. Så blev gården solgt, men med betydeligt tab på grund af hastværk. Dette var hårdt for Arne, som havde været i besiddelse af både arbejdsmod og evne. Jeg er meget bedrøvet derover, men vi er ikke blevet lovet, at vort liv skal falde uden modgang, hvad vi heller ikke kan tåle. Gud give os det ydmyge og takkende sind. Arne er i sommer hos Thyra og Ejner.

I april 1948 er der igen nogle minder at nedskrive fra mit liv, som jeg kunne have lyst at tilføje, hvis jeg da evner det, for nu er det langt henne på dagen for mig. Jeg tænker sommetider på, om nogen af mine børn efter min død får tid eller lyst til at læse de småting, jeg har nedskrevet. Tiden synes for dem at være stærkt optaget uden megen tid til stilhed. Det gælder for de fleste af dem, at de er stillet over for strenge krav og krævende opgaver, som de ikke kan frigøre sig fra. Jeg har selv kendt til det samme.

Nu i foråret er både Arne og Olga blevet gift og har fået egne hjem. Olga først; hendes mand hedder Arne Madsen og er fra Helle i Øse sogn. De har købt ejendom i Kærbæk. Arne er blevet gift med Kirstine Kruse, som han har været forlovet med i længere tid. De er flyttet til Skjern, hvor Arne skal bestyre mejeriudsalget. De har selv købt hus og er flyttet derind. Måtte det nu gå dem godt, de har begge måttet igennem så meget.

I januar 1950 har jeg igen foretaget en afskrift af optegnelser fra mit liv. Dette er ikke, fordi jeg tror, at de er så værdifulde, at de burde mangfoldiggøres for at blive mere påagtede. Tværtimod, for hver gang, jeg ser det igennem, får jeg øjnene op for flere og flere ting deri, som ikke er præget af den ydmygelsens ånd, som klæder os små mennesker bedst, og hvori vi dog i vore bedste stunder helst vil mindes. Når jeg ikke har kastet det hele i ilden og måske prøvet at gøre det bedre, er det fordi jeg ikke nu tiltror mig evne dertil. Kræfterne sløves, også åndeligt, og det må der vel ikke klages over. Selv om man har set dem, hos hvem evnerne blev bedre bevaret, så har der også været dem, hos hvem svækkelsen i min alder gjorde sig stærkere gældende. Jeg har ikke de sidste år nedskrevet noget om vore børn og familie. Selv om der er sket meget for dem alle, kan jeg dog ikke blive ved at følge dem. De kan jo selv, når de får tid og lyst, gøre det.

Nu er der atter gået lang tid, siden jeg sidst skrev i denne bog. For mig er den, som for de fleste af os, gået hurtigt. Vi har alle været nogenlunde raske. Børnene har været stærkt optaget af deres gerning, og lidt til mig at udrette er der også blevet. Arbejdsevnen er ikke stor nu, hvor årene tæller til. Helbredet er bedre, end det i perioder har været i den yngre alder, og derfor kan jeg ikke være taknemmelig nok.. Det er stort at kunne blive ved at høre og se og bevæge sig omkring. Der er en lille sang, hvori der står: "Tæl Guds mange gaver"; ja, mange gaver har jeg modtaget – og mistet. Nu er det min store sorg, at jeg ikke, mens tid var, skønnede bedre derpå.

I efteråret 1951 skiftede jeg igen bopæl og flyttede ind på alderdomshjemmet i Skovlund. Måtte det nu blive sidste gang, inden mine ben skal lægges til hvile på Skovlund kirkegård, hvor moder og Niels nu alt har hvilet i flere år. "Til støv skal du blive", den sandhed vil snart lyde over min grav. Måtte så også opstandelseshåbet lyse. Mine tanker kredser mere og mere derom. Dette livs opgaver magter jeg ikke længere, min vandring er uigenkaldelig forbi. Mine tanker går mest tilbage til den svundne tid og alt, hvad der blev forsømt, mens tiden var der. Nådetiden blev for mig lang, nu må jeg dø som den fattige skyldner til Gud, og som skyldner til mine medmennesker, som jeg har været så lidt for; havde jeg dog ikke elsket mig selv så meget. Engang var man meget betroet, og der var mange for hvem, man betød noget. Her må jeg især tænke på min kære hustru og vor store børneflok. Nu ligger moder i sin grav, og børnene er spredt vidt omkring. Jeg kan ikke nå dem med min hjælp. Og den kærlighed, deres hjerter tørstede efter, har vel nok på bunden været der, men de mærkede det for lidt. Det eneste, jeg kan, er at bede for dem, og det bliver ikke altid så varmt og inderligt, som man skulle synes, det måtte blive, når der skyldes så meget. Jeg mærker nok, at vore børn vil være gode imod mig. Det er deres moders gode sind, der således når mig endnu. For mig er det ikke let at modtage, det er ikke let at blive fattig nok dertil, eller rettere, man vil ikke erkende sin fattigdom. Det er lettere at give end at modtage; den gamle Adam vil ikke bøje sig så dybt.

Her på alderdomshjemmet må man jo erkende, at man har det godt. De giver os, hvad de kan, venlig omgang, god føde og et varmt værelse at søge til. Hvad kan man så forlange mere? Den hjemmets kærlighed, man har haft, kan ikke fås for al det. Det vil nok her som andre steder bero på, om man selv kan blive ydmyg nok. Livet er en vanskelig skole, og det bliver det ved med at være. Det er ikke let at bøje sig og finde sin rette plads. Vi vil ikke gerne sidde nederst.

Nu er vi et stykke inde i året 1952. Hvor mange årsskifter skal man endnu opleve? Gud alene ved det. Jeg må vist hellere lade mit skriveri være; det er sjældent, jeg kan samle mig til det, og det bliver mest præget af det tunge, som ligger mest for mig, selv om jeg vel nok ved, at det var meget bedre for mig og glædeligere for dem, dem muligvis kommer til at læse dette, om det var et langt livs store tak til Gud og alle ens medmennesker, som man skylder så meget, der fyldte hjerte, sind og tanker. Gud hjælpe os alle.

Søndag d. 9. marts døde den første af os her på alderdomshjemmet, fru Marie Madsen, enke efter skomager J.K. Madsen. Hende havde jeg kendt i en lang årrække, hun syntes at være et godt menneske. Fred med hendes minde. Hvem bliver mon den næste? Efter alderen vi har, kan der ikke blive så længe imellem os.

"Der finder jeg mit hvilested, der har min vandring ende.

Min rejsestav jeg lægger ned, får palmegren i hænde.

For jordens sorg og savn har himlen intet navn.

Var stien tung og vejen trang, der takker jeg med frydesang."

Jeppe Laugesen Jepsen døde d. 22. juli 1952.